Vinhøsten er i gang på STUB Vingaard

Lørdag gik årets vinhøst i gang på STUB Vingaard på Røsnæs.

Vinhøsten er i gang på STUB Vingaard
Omkring 30 frivillige var mødt op for at hjælpe med at plukke druer på STUB Vingaard lørdag. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag gik årets vinhøst i gang på STUB Vingaard på Røsnæs. Omkring 30 frivillige var mødt op for at hjælpe med at plukke druer på skråningerne ned mod Kalundborg Fjord - og vejret kunne ikke have været bedre.

I den smukke lune efterårssol gik årets vinhøst i gang lørdag morgen. Dagen begyndte med kaffebord kl. 9, inden de frivillige tog saksene i brug mellem vinstokkene. Fra vinmarkerne på STUB Vingaard er der udsigt over Kalundborg Fjord, Asnæs, Storebælt og Nordfyn.

“Det er altid en fornøjelse at få en saks i hånden og opleve den dejlige følelse, det er at klippe de smukke, gyldne drueklaser af som klimakset efter en hel sæsons hårde arbejde i vinmarken. Det er nu, at vores arbejde krones af årets bedste dag,” fortæller Carl F. Stub Trock, der ejer vingården sammen med sin hustru, Karen B. Olsen.

STUB Vingaard ligger på Skambækgården ved Nostrup på Røsnæs. Vingården blev grundlagt i 2017 og producerer blandt andet hvidvin, rosé og mousserende vin. Ejendommens omkring 100 år gamle vandtårn er indrettet som vinbutik og vinbar.

Del