Gratis svømmedag i Kalundborg: Alle meter tæller
Kalundborg Svømmeklub og Kalundborg Svømmehal inviterer til Den Store Svømmedag.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Svømmeklub og Kalundborg Svømmehal inviterer til Den Store Svømmedag søndag den 4. oktober. Det er gratis at deltage, og klubben håber på mange svømmere i vandet.
Søndag den 4. oktober klokken 10-16 er der gratis adgang til Kalundborg Svømmehal. Her deltager svømmehallen og Kalundborg Svømmeklub for tredje gang i det landsdækkende arrangement Den Store Svømmedag.
Klubben håber, at mange vil svømme nogle baner og hjælpe Kalundborg i konkurrencen med de øvrige deltagende svømmehaller. Der er ingen krav om at svømme en bestemt distance. Man er også velkommen til blot at komme og nyde en dag i svømmehallen.
"Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi – uanset om de vil svømme mange baner eller bare nyde en tur i vandet. Alle deltagere og alle meter tæller, og vi vil gerne vise, hvor sjovt det er at svømme," siger Kim Poulin Hansen, formand for Kalundborg Svømmeklub.
Både deltagere og meter tæller
På landsplan konkurrerer klubber og svømmehaller om at få flest personer i vandet, flest deltagere i forhold til byens indbyggertal og flest svømmede meter i løbet af dagen.
Alle, der hopper i vandet, får et diplom. REMA 1000 sørger for frugt, saft og kaffe til deltagerne, mens Watery stiller præmier og gavekort til rådighed.
Den Store Svømmedag arrangeres af SvømDanmark i samarbejde med svømmeklubber og svømmehaller over hele landet.