Budget

Nå… så blev budgettet landet og jeg må indrømme, Jeg synes faktisk, jeg har gjort det ret godt og jeg synes at vi alle lyttede til hinanden og at vi støtter hinanden i vores fælles ønsker.

Som løsgænger i Kalundborg Kommunalbestyrelse gik jeg ind i budgetforhandlingerne med mine egne mærkesager, min egen samvittighed og en hel ønskeliste.

Og hvad kom der så ud af det?

Næsten hele ønskelisten.

Jeg har fået alle mine velfærdspunkter med på nær ét.

Mit ønske om bogbus.

Ja, jeg havde faktisk ønsket mig en bogbus, der kunne køre rundt i vores kommune og komme helt ud i yderområderne, så også de borgere, der ikke har mulighed for selv at komme på biblioteket, kan få adgang til bøger, fællesskab og kultur.

Det synes jeg stadig er en rigtig god idé.

Så den må jeg åbenbart gemme i skuffen med de gode idéer, lige ved siden af resten af mine super gode påfund.

Men helt ærligt.. Jeg er faktisk rigtig glad for, hvor meget jeg har fået med.

For jeg har samtidig måttet sluge nogle kameler undervejs.

Skattestigningen er bestemt ikke noget, jeg synes er fedt. Jeg tror ikke, der sidder mange borgere derhjemme og jubler over, at skatten stiger.

Men jeg mener, vi er nødt til at udvise rettidig omhu.

Kalundborg Kommune står foran nogle hårde økonomiske år, blandt andet med udsigt til et betydeligt fald i tilskud og udligning.

Derfor har jeg valgt at acceptere skattestigningen som en del af den samlede aftale.

Ikke fordi jeg elsker højere skat men fordi jeg hellere vil tage ansvar nu end stå om nogle år og sige: “Hvorfor gjorde vi ikke noget, mens vi kunne?”

Til gengæld har jeg stået fast på det, der betyder allermest for mig:

Børn og familier ( også med særlige behov )

Specialområdet

Det specialiserede voksenområde

Sundhed, pleje og omsorg

Vores ældre

Unge og uddannelse

Vedligeholdelse af vores skoler, plejehjem og øvrige velfærdsbygninger

Det er velfærd, jeg har kæmpet for og det er velfærd, jeg har fået med.

Jeg har også accepteret nye byggerier og anlæg, selvom det ikke nødvendigvis er sådan, jeg selv ville have prioriteret alle pengene.

Men politik er kompromis.

Jeg er ikke gået ind i forhandlingerne for at få 100 procent af min vilje.

Jeg er gået ind for at få så meget som muligt af min politik gennemført.

Og når jeg som løsgænger kan gå ud af forhandlingerne og sige:

“Jeg fik næsten hele min ønskeliste med”…

…så synes jeg faktisk godt, jeg må klappe mig selv lidt på skulderen. 

Jeg har min egen samvittighed, mine egne mærkesager og åbenbart en næsten uhyggeligt lang ønskeliste. 

Men én ting ændrer sig ikke…

Jeg bliver ved med at kæmpe for borgerne og for en kommune, hvor velfærd, nærhed og muligheder ikke kun er for dem, der bor tæt på centrum. 

Men nu er budgetforhandlingerne afsluttet.

Og jeg må indrømme, at jeg som løsgænger, godt kan tillade mig at være lidt stolt.

Jeg gik ind i forhandlingerne med mine egne mærkesager, og der blev lyttet og taget godt imod dem

Jeg har også fået rigtig mange af mine andre mærkesager med som f.eks

Fokus på flere midlertidige, akutte og aflastningspladser. ( nu når regionen nupper 33 af vores pladser)

Flere ældrevenlige boliger i både nord og syd. (man skal kunne bo i sit lokalområde)

Bedre muligheder for vores ældre og borgere med behov for pleje og omsorg.

En medicinpulje til unge under uddannelse, så unge med eksempelvis diabetes, epilepsi, adhd eller andre koniske sygdomme ikke skal vælge mellem medicin og mad.

Styrkelse af vores indsats for unge og uddannelse

Fokus på at få flere lærere, sosu-medarbejdere, læger og bedre muligheder for at tiltrække dem til kommunen.

Rundkørsel ved Høng/Løve, eller en anden holdbar løsning så der må vi igen prøve at tage fat i staten ( det er godt nok en stats vej, men det er jo et under at der ikke er sket flere ulykker)

Udlæggelse af byggegrunde i nord, midt og syd, så vi kan skabe mulighed for udvikling og nye borgere

Trolde ved Tissø, fordi kultur, natur, turisme og oplevelser også betyder noget. ( fantastisk borger ide)

Musiktræer på Møllebakken, fordi lidt musik og liv i byrummet bestemt ikke skader 

Fokus på brandhanerne bliver lukket.

Nye sygeplejelokaler.

Vedligeholdelse af vores skoler, plejehjem, veje og øvrige velfærdsbygninger ( mega nødvendigt)

Og ja, jeg har måttet gå på kompromis.

Jeg tror heller ikke, at særlig mange borgere vågner om morgenen og tænker:

“Jeg håber virkelig, kommunen hæver skatten i dag!” 

Men politik handler også om at tage ansvar, når virkeligheden kræver det.

Og jeg mener, at rettidig omhu er nødvendigt, fordi fremtiden kan vi ikke spå om. 

Vi står foran nogle økonomisk svære år, og hvis vi kan se problemerne komme, mener jeg, at vi skal handle før vi står med ryggen mod muren.

Så jeg har accepteret skattestigningen som en del af det samlede kompromis.

Ikke fordi jeg elsker højere skat, men fordi jeg hellere vil tage ansvar nu end sende en endnu større regning videre til vores børn og kommende generationer.

Jeg har også accepteret nye byggerier og anlæg, som ikke nødvendigvis ville have stået øverst på min prioriteringsliste.

Men sådan er politik.

Man forhandler. Man giver sig. Man står fast. Og man kæmper for det, der betyder mest.

Og jeg har stået fast på velfærden.

For børnene.

For unge.

For familierne.

For mennesker der har brug for hjælp.

For dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

For dig og mig.

Og for hele Kalundborg Kommunes fremtid.

Jeg har ikke et parti, der fortæller mig, hvad jeg skal stemme, men jeg har min egen samvittighed.

Og når jeg så kan gå ud af budgetforhandlingerne og konstatere:

Én kun ting mangler på listen.

Så synes jeg faktisk, det er ret godt gået.

Bogbussen må vente. Resten tager vi fat på.

For jeg er ikke gået ind i kommunalpolitik for bare at sidde med ved bordet.

Jeg er gået ind for at flytte noget.

Og det synes jeg faktisk, jeg har gjort.

Jeg er stadig Marie.

Jeg er stadig løsgænger.

Og jeg bliver ved med at kæmpe for borgerne. 

Marie Hansen, kommunalbestyrelsesmedlem (løsgænger), Udvalget for ældre og Sundhed