Undervisere lover havnedukkert, hvis elever samler over 10.000 kr. ind

Et par undervisere på NEG Kalundborg har lovet at hoppe i Kalundborg Havn, hvis elevernes indsamling til Knæk Cancer overstiger 10.000 kroner.

Undervisere lover havnedukkert, hvis elever samler over 10.000 kr. ind
Elever fra NEG Kalundborg har arrangeret sponsorløb, tombolaer og kagesalg til fordel for Knæk Cancer.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Elever fra NEG Kalundborg har arrangeret sponsorløb, tombolaer og kagesalg til fordel for Knæk Cancer. Fredag offentliggøres resultatet – og dermed også, om et par undervisere skal en tur i Kalundborg Havn.

Et par undervisere på NEG Kalundborg har lovet at hoppe i Kalundborg Havn, hvis elevernes indsamling til Knæk Cancer overstiger 10.000 kroner.

Væddemålet var et af undervisernes bidrag til at motivere eleverne, som har stået for et indsamlingsarrangement på skolen på J. Hagemann Petersens Allé 3. Her var forældre, venner og lokale borgere inviteret til at støtte indsamlingen gennem blandt andet tombolaer, kagesalg og et sponsorløb.

Eleverne fra NEG Kalundborg EUD | EUX | K10 havde selv planlagt aktiviteterne som en del af undervisningen og stod også for at gennemføre dem.

Løb tilsammen 130 kilometer

Ved sponsorløbet tilbagelagde eleverne tilsammen 130 kilometer med opbakning fra sponsorerne. Derudover kunne gæsterne købe kage, popcorn og slushice, deltage i tombolaer og prøve forskellige aktiviteter for både børn og voksne.

Forud for arrangementet havde eleverne kontaktet lokale virksomheder og forretninger, der bidrog med præmier og sponsorater.

”Vi er utroligt taknemmelige for den støtte og de donationer, vi har modtaget fra lokale virksomheder og forretninger. Det betyder rigtig meget for os, at lokalsamfundet bakker op om elevernes initiativ og engagement,” fortæller uddannelsesleder Kamilla Schmidt Riise fra NEG Kalundborg EUD | EUX | K10.

Undervisning blev til praktisk erfaring

For skolens EUX Business-elever var indsamlingen samtidig en mulighed for at bruge teorien fra businessfagene i praksis. Eleverne arbejdede blandt andet med planlægning, kontakt til sponsorer og markedsføring. Under selve arrangementet stod de også for salg og afvikling.

Det fælles projekt gav dermed eleverne erfaring med at samarbejde og tage ansvar for et arrangement fra de første forberedelser til gennemførelsen.

Resultatet afsløres fredag

Fredag den 23. oktober samles eleverne til et afsluttende arrangement på skolen, hvor indsatsen skal fejres, og det endelige indsamlingsbeløb offentliggøres. Her bliver det også afgjort, om beløbet overstiger de 10.000 kroner, der udløser undervisernes lovede havnedukkert.

Den landsdækkende Knæk Cancer-indsamling kulminerer lørdag den 24. oktober med det store tv-show på TV 2.

Del