Den sidste del af Bredgadeparkeringspladsens renoveringen lader vente på sig
Bredgadeparkeringspladsen er blevet renoveret. I hvert fald halvdelen af pladserne har fået et gevaldigt løft. Den resterende del kommer til at vente.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
I løbet af sommeren har midtbyen i Kalundborg gennemgået en stor forandring. Der er kommet gavlmalerier flere steder, ligesom der er kommet legeredskaber, opholdsrum og oaser, hvor man kan sætte sig og slappe af.
Også byens gamle parkeringsplads på Bredgade har fået en kæmpe makeover. Den del af parkeringsanlægget, der strækker sig fra H&M til Nybolig, er blevet renoveret og har fået både træer og blomster. Senest er der kommet et lysshow, som skal gøre opmærksom på forskellige begivenheder i Kalundborg.
Den sidste del af parkeringsanlægget, fra Nybolig til Sheng Hua, mangler dog stadig at blive renoveret.
Og det kommer til at trække lidt ud, før den sidste del også står færdig.

Det er den del, der ikke er stiplet – etape 2 – der mangler at blive renoveret. Illustration.
I forbindelse med de nyligt overståede budgetforhandlinger er Bredgade-parkeringspladsen blevet nævnt i en hensigtserklæring under punkt H35.
Her står der:
Det skal undersøges, hvornår det er muligt at renovere den østlige del af parkeringspladsen på Bredgade. Ligeledes ønskes et økonomisk overslag på renoveringen inklusive etablering af et handicaptoilet på arealet. Der ønskes en afrapportering på budgetseminaret i 2027.
Formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget Jakob Beck Jensen forklarer, at der kan gå flere år, før renoveringen bliver til virkelighed. Det skyldes flere forhold.
"Det er rigtigt, at vi ikke har afsat midler lige nu til renoveringen af den sidste del af parkeringspladsen, men den skal laves. Det er der ingen tvivl om, og det er det, hensigtserklæringen handler om," siger Jakob Beck Jensen.
Han peger på, at der igen vil være frie midler til rådighed i 2029/2030 – det vil sige i forbindelse med de næste budgetforhandlinger.
Vi vil ikke grave to gange
En anden grund til, at det giver mening at vente med renoveringen, er, at Kalundborg Forsyning har planlagt arbejde på stedet.
"Det giver jo ingen mening, at vi begynder en renovering, når vi ved, at der skal graves på stedet. Derfor venter vi under alle omstændigheder, til de er færdige med deres arbejde, og koordinerer med dem, så vi ikke skal anlægge noget to gange," siger Jakob Beck Jensen.
Til det svarer William Ejsing, der er ansvarlig for strategisk kommunikation i Kalundborg Forsyning:
"Vi har selvfølgelig en interesse i at der ikke skal graves op mere end højst nødvendigt. Derfor har der også været dialog, men Kalundborg Forsyning er på nuværende tidspunkt ikke bekendt med konkrete planer for Bredgade parkeringspladsen."
Læs også denne artikel: To muligheder for renovering af DDR-Parkeringsplads