Lægeforeningen: Klart ansvar er afgørende, når behandling flytter hjem
Flere patienter skal kunne behandles i eget hjem.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Flere patienter skal kunne behandles i eget hjem. Men det skal ske på baggrund af en lægefaglig vurdering, og patienterne skal vide, hvem de kan kontakte for at få hjælp, understreger Lægeforeningen i en ny politik.
Behandling i hjemmet kan spare patienter for ture til sygehuset og gøre det lettere at få behandlingen til at passe ind i hverdagen. Men det er ikke den rette løsning for alle.
Det understreger Lægeforeningen i en ny politik om hjemmebehandling. Her fremhæver foreningen blandt andet behovet for klare aftaler om behandlingsansvaret og en vurdering af den enkelte patients behov og forudsætninger.
Sundhedsreformen lægger op til, at flere patienter skal behandles eller følges i deres eget hjem. Fra 2027 er der afsat 200 millioner kroner årligt til mere hjemmebehandling.
”For nogle patienter kan det give mere frihed og tryghed at få behandling hjemme og gøre det lettere at få behandlingen til at hænge sammen med hverdagen. Det er en udvikling, vi ser store muligheder i. Men det skal altid bero på en lægefaglig vurdering og tage udgangspunkt i den enkelte patients behov og forudsætninger,” siger Josephine Rathenborg, formand for Lægeforeningen.
Patienten skal vide, hvem der følger op
Hjemmebehandling kan eksempelvis omfatte medicin i drop, målinger i hjemmet eller digital opfølgning på en sygdom. Det kan give færre sygehusbesøg, men stiller samtidig nye krav til både patienter og sundhedsprofessionelle.
Ifølge Lægeforeningen skal det lægefaglige behandlingsansvar være entydigt placeret. Både patienten og de involverede sundhedsprofessionelle skal vide, hvem der følger op på behandlingen, og hvem der reagerer, hvis patientens tilstand ændrer sig.
”Hvis hjemmebehandling skal fungere, skal patienten vide, hvem der har ansvaret, og hvor man kan få hjælp. Samtidig skal vi sikre, at nye tilbud faktisk frigiver tid til de patienter, der har brug for behandling på sygehuset eller mere støtte fra sundhedspersonalet. Det kræver, at opgaverne bliver planlagt ordentligt – ikke bare flyttet,” siger Josephine Rathenborg.
Nye tilbud skal afprøves og evalueres
Lægeforeningen peger på, at hjemmebehandling til de rette patienter kan frigive tid på sygehusene til patienter med behov for mere omfattende behandling eller ekstra støtte. Dermed kan hjemmebehandling ifølge foreningen også bidrage til at mindske uligheden i sundhed.
Foreningen anbefaler desuden, at nye former for hjemmebehandling bliver afprøvet, før de udbredes til flere steder. Løbende evaluering skal vise, hvordan tilbuddene klarer sig sammenlignet med den eksisterende behandling, både hvad angår effekt og patientsikkerhed.