Seniorfest præsenterer store navne - og luksusplatte
Der er Seniorfest igen torsdag den 4. februar i Hvidebækhallen. Gæsterne kan se frem til god underholdning og luksusplatte.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Torsdag den 4. februar er der igen Seniorfest i Hvidebækhallen. Det er en begivenhed, mange ser frem til, og når billetsalget skydes i gang søndag den 1. november, plejer der at være kø ved salgsstederne.
Især hos Meny, hvor alle, der kommer for at købe billetter til Seniorfesten, får en pose gratis morgenbrød med.
"Vi går gerne en ekstra mil for Niels-Erik Sørensen og H.F. Vestsjællands Venner. Der er ikke ret mange, der gør så meget, som de gør for en gruppe mennesker, der ellers ikke bliver arrangeret ret meget for," storsmiler købmand Peter Egebæk.
Billetsalget starter klokken 8 hos Meny, og der er gratis morgenbrød mellem klokken 8 og 10.
Billetterne kan også købes hos Kvickly, Mr. Flemming i Høng og i Brugsen i Snertinge. Der er 700 billetter til salg.
Luksusplatte og sublim underholdning
Inden de mange gæster kan sætte sig til rette og se frem til fem timers underholdning, har 15 frivillige fra H.F. Vestsjællands Venner sat stole og borde frem, som Kalundborg Flytteforretning har hjulpet med at transportere.

Luksusplatte og lækker kringle fra Meny kan gæsterne se frem til, når der er Seniorfest i Hvidebækhallen torsdag den 4. februar. Og Johnny Hansen fra Kandis som hovednavn. Foto: Charlotte Koefoed
Og i Meny har slagtermester Patrick Carlssons personale haft travlt med at pakke de 700 luksusplatter, som gæsterne får med i billetprisen.
"Der er to slags sild, hvide og karrysild med tilbehør og æg, to frikadeller med tilbehør, hønsesalat med bacon, to slags oste, forskellige slags brød, fedt og smør. Og til kaffen er der god gammeldags kringle," fortæller Peter Egebæk.
Første gang, Meny leverede mad til Seniorfesten, var, da man fejrede 15-års fødselsdag.
"Vi er meget glade for det samarbejde, vi har med Meny. Det er supergod mad, og det er dejligt, at lokale kræfter bakker op om Seniorfesten," siger Niels-Erik Sørensen.
På den anden side har Peter Egebæk kun ros til overs for Seniorfesten:
"Det er en flot ting, at frivillige arrangerer en fest for en målgruppe, der ikke bliver arrangeret ret meget for i det hele taget. Og så til en pris, så alle kan være med. Det vil vi selvfølgelig godt bakke op om," siger Peter Egebæk.
Stort hovednavn
Ingen fest uden underholdning. Husorkestret Butterflies er booket og har sagt ja tak. De plejer at fylde dansegulvet, så snart de første akkorder slås an til dansedelen af Seniorfesten.
Makkerparret Stine og Martin er også hyret, og de er kendte for at kunne sætte en fest i gang alle vegne med musik og underholdning.

Stine og Martin kommer og underholder. PR foto
Om sig selv skriver de i deres pressemateriale:
"Det er vores mission at få ’taget til at lette’ i samarbejde med publikum. Dette sker bedst ved at skabe en nærhed i underholdningen – at få publikum til aktivt at deltage på den ene eller den anden måde. Derfor gør vi os altid mange tanker om, hvem vi skal lege med, førend vi indtager scenen."
Dagens hovednavn er en af de helt store på den danske topscene – nemlig Kandis-forsangeren Johnny Hansen, der denne gang kommer solo. Han vil spille kendte Kandis-numre og egne numre, ligesom han vil krydre med fortællinger.
"Det er noget af et scoop, at vi har fået fat i Johnny. Han er populær," siger Niels-Erik Sørensen.
Seniorfesten under H.F. Vestsjællands Venner afvikles for 17. gang, og den foregår som nævnt i Hvidebækhallen. Dørene til hallen åbens klokken 11.15 og festen varer fra klokken 12 til 17.15.
Ønsker man at bestille et bord, så man kan sidde sammen med sine venner, åbnes der for bestilling i uge 2, hvor man skal ringe direkte til Niels-Erik Sørensen.