Stærkt problematisk med personbegrænsninger i ungehuset
Ejendommen på Bredgade 26 har fået ny brandrapport, der fastslår, at der må være 120 personer i huset ad gangen - og 50 i Lumas bar- og koncertområde. Det giver udfordringer.
Nanna Blume er forperson i Støtteforeningen for Ungemiljøet i Kalundborg, som står bag ungehuset Luma. Hun mener, de nye begrænsning er stærkt problematiske. Foto: Charlotte Koefoed
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
På fredag fejrer ungehuset Luma et års fødselsdag. Det glæder man sig over, fordi der er stor søgning til arrangementerne, herunder den populære fredagsbar.
Men siden man tog huset på Bredgade 26 i brug, er der sket drastiske ændringer i huset kapacitet.
Tilbage i oktober 2025 fik man således at vide af administrationen, at man måtte være 150 personer på hver af de to etager, Luma råder over. Det er nu, efter seneste brandrapport fra januar 2026 ændre til 120 i hele huset og 50 i Lumas hjerte: Bar og koncertområdet.
TV-Kalundborg har spurgt støtteforeningen bag Luma, om de føler sig ført bag lyset af kommunen?
"Ført bag lyset vil indikere, at kommunen har handlet bevidst. Det oplever vi ikke. Men det er da stærkt problematisk, at vi står med et ungehus, hvor der kun må være 50 personer i det rum, som er selve hjertet i huset. De oprindeligt forudsætningerne var nogle helt andre. Vi oplever lige nu en helt fantastisk opbakning og søgning til Luma, og derfor er begrænsningen ikke bare et tal på et stykke papir. Den har helt konkrete konsekvenser for de unge, der gerne vil være en del af fællesskabet," siger Nanna Blume, der er forperson for Støtteforeningen for Ungemiljøet i Kalundborg.
Er det her en gave, I ikke vil have?
"Nej, bestemt ikke! Vi vil rigtig gerne have huset, og vi tror fortsat på projektet om at tiltrække en fondsfinansiering til en modernisering af de skønne rammer. Vi er en støtteforening med stærkt begrænsede økonomi og kan derfor ikke at stå med udgifter til nødvendige ændringer. Det er kommunen også helt med på, og vi er derfor i gang med at finde en god løsning på sammen," siger Nanna Blume.
Hvad skal der nu ske?
Selv om det giver både begrænsninger og logistiske udfordringer at fortsætte aktiviteterne i Luma, er med opsat på at finde løsninger.
"Vi er i en konstruktiv dialog med kommunens administration om at finde en løsning, som begge parter kan se sig selv i. Så vi kæmper videre for at Kalundborg skal have et succesfuldt ungehus, der rent faktisk kan rumme de unge mennesker, som gerne vil bruge det," siger Nanna Blume.
Hun peger på, at man lige nu står i den paradoksale situation, at man må afvise unge mennesker fra fællesarrangementer, fordi der ganske enkelt ikke er plads til dem inden for de nuværende rammer.
"Det synes vi er super ærgerligt i en by, der har så store ambitioner om at være en attraktiv uddannelses by og skabe et inkluderende miljø for unge. Vi har de unge, vi har engagementet, og vi har opbakningen. Nu skal vi også have rammerne til at følge med," slutter Nanna Blume.