Biblioteksklubben tager på juletur til Aarhus

ARoS, Den Gamle By og Dokk1 er på programmet.

Biblioteksklubben tager på juletur til Aarhus
Kunst på ARoS, historiske julemiljøer og et besøg på biblioteket Dokk1 venter deltagerne på Biblioteksklubbens kommende bustur til Aarhus.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

ARoS, Den Gamle By og Dokk1 er på programmet, når Kalundborg Bibliotekers Biblioteksklub inviterer på heldagstur torsdag den 3. december.

Kunst, historiske julemiljøer og et besøg på biblioteket Dokk1 venter deltagerne på Biblioteksklubbens kommende bustur til Aarhus. Der er afgang fra både Kalundborg og Gørlev, og turen er åben for såvel medlemmer som øvrige interesserede.

Dagen begynder på kunstmuseet ARoS med en guidet rundvisning under overskriften Omviserens yndlingsværker. Derefter er der tid til at udforske udstillingerne på egen hånd og opleve Olafur Eliassons Your rainbow panorama.

Julehygge og biblioteksbesøg

Næste stop er Den Gamle By, hvor deltagerne på egen hånd kan gå på opdagelse i de historiske gader og butikker. Der bliver også mulighed for at besøge Bageren i Algade til kaffe og kage.

Turen slutter med en guidet rundvisning på Dokk1, Aarhus’ kulturhus og hovedbibliotek ved havnefronten. Her får deltagerne indblik i husets arkitektur og tilbud.

Tilmelding senest den 26. november

Bussen afgår fra Munkesø Stadion i Kalundborg klokken 6.10 og samler deltagere op ved Shelltanken i Gørlev klokken 6.30. Den forventede hjemkomst er klokken 21.30 i Gørlev og klokken 21.50 i Kalundborg.

Billetter købes på Kalundborg Bibliotekers hjemmeside under »Det sker«. Billetsalget lukker torsdag den 26. november klokken 12.

Del