Aftenshowet på besøg i Buerup

I aften er det mortensaften, hvilket betyder andesteg og fællesspisning mange steder. For eksempel i Buerup, hvor Aftenshowet kommer på besøg og laver et indslag. Det kan man se i aftenens udsendelse. 

Aftenshowet på besøg i Buerup
Jeanette Moll Sørensen, formand for Buerup Forsamlingshus, glæder sig over, at Aftenshowet kommer forbi og sender live fra fællesspsiningen i Buerup Forsamlingshus. I baggrunden er teknikere i gang med at rigge det store tekninske set-up til. Foto: Charlotte Koefoed
Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

I aften er det mortensaften, og i mange af landets forsamlingshuse er der fællesspisning. Således også i Buerup.

Det har tilrettelæggerne hos DR's Aftenshowet fået øje på, og de sender direkte fra Buerup, når aftenens udsendelse går i luften.

Temaet for udsendelsen er traditioner, og i den forbindelse deltager også en traditionsspecialist fra Aarhus Museum. Desuden vil værterne fra Aftenshowet interviewe flere af deltagerne i fællesspisningen.

"Det er omkring to uger siden, vi fik en henvendelse fra Aftenshowet, som fortalte, at de havde fået øje på vores arrangement. Men det var først i torsdags, de bekræftede, at de ville komme herud og sende omkring en halv times tid fra vores fællesspisning," forklarer Jeanette Moll Sørensen.

Der kommer normalt omkring 60-70 personer til fællesspisning i Buerup Forsamlingshus, men i aften er der 91 tilmeldte til de 24 ænder, som frivillige Carsten Jensen og flere fra forsamlingshusets bestyrelse har stegt.

Der er også hjemmelavet æblekage på menuen.

Det er fire år siden, man begyndte med fællesspisning til mortensaften, og det er et arrangement, som de lokale er meget glade for.

"Det er jo lidt noget bøvl at stege and, så mange er glade for, at de kan komme her med venner og familie og så få en hyggelig aften," siger Jeanette Moll Sørensen.

Der er julemarked i Buerup Forsamlingshus den 22. november, og den populære disko-bingo er tilbage på programmet den 21. maj.

Vil man kigge med, når Aftenshowet sender fra Buerup Forsamlingshus, skal man tænde for DR klokken 19.

Del