Oscar begyndte som ungarbejder - nu står han i spidsen for en spritny Rema 1000

I april måned i år gik nedrivningen af den gamle Aldi-butik i Høng i gang. På torsdag åbner en helt nybygget Rema 1000 med en tidligere ungarbejder ved roret.

Oscar begyndte som ungarbejder - nu står han i spidsen for en spritny Rema 1000
En helt ny Rema 1000 butik er skudt op i Høng. Den åbner på torsdag den 19. november. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Der er blevet revet ned og bygget op ved den tidligere Aldi-butik ved Høng Centret i Høng.

Nedrivningen blev sat i gang i april, og nu – syv måneder senere – er man klar til at lukke de første kunder ind i butikken.

Det sker torsdag den 19. november, hvor kunderne fra klokken 8 kan komme ind og se byens nyeste supermarked.

Bag butikken står den 25-årige købmand Oscar Rasmussen, der har en fortid som ungarbejder i Rema 1000.

Han begyndte nemlig som 15-årig som ungarbejder i Rema 1000 i Stenlille og blev hurtigt lukkeansvarlig.

"Så troede jeg, at jeg var færdig med Rema 1000 og kom ind i Den Kongelige Livgarde. Men da jeg var færdig der, skulle jeg bruge et arbejde, og så fik jeg arbejde i en Rema 1000 i København, hvor jeg også startede som elev," fortæller Oscar Rasmussen.

25-årige Oscar Rasmussen er ny købmand i Rema 1000 i Høng, som åbner på torsdag den 19. november klokken 8. Privatfoto

Den sidste del af elevtiden foregik i Slots Bjergby, da Oscar gerne ville lidt tættere på sin bopæl i Slagelse.

Oscar Rasmussen var to år i Rema 1000 i Slots Bjergby, hvor han også blev souschef.

Efter en kort afstikker til Rema 1000 på Slagelsevej i Kalundborg dukkede muligheden for at blive købmand i Rema 1000 i Høng op.

"Det er lige mig. Jeg elsker den her branche. Det er både det kollegiale mellem kollegerne, og så kan jeg bare godt lide at gå rundt sammen med kunderne i butikken. Så jeg glæder mig helt vildt til at åbne på torsdag," siger Oscar Rasmussen.

Han har været med i opbygningen af den nye butik i Høng og er klar til at møde kunderne på åbningsdagen med både skarpe tilbud og fyldte hylder sammen med personalet, der lige nu tæller 25 del- og heltidsansatte.

Del