14-årige Tilde fra Kalundborg er finalist til Årets Holdkammerat

Den 14-årige roer blev fredag aften overrasket med nyheden, da hun mødte op til træning i Kalundborg Svømmehal.

14-årige Tilde fra Kalundborg er finalist til Årets Holdkammerat
Tilde Top Dalgaard fra Kalundborg Roklub er blandt tre finalister til prisen Årets Holdkammerat.

Af Gitte Korsgaard – gitte@tv-kalundborg.dk

Tilde Top Dalgaard fra Kalundborg Roklub er blandt tre finalister til prisen Årets Holdkammerat. Den 14-årige roer blev fredag aften overrasket med nyheden, da hun mødte op til træning i Kalundborg Svømmehal.

Tilde Top Dalgaard regnede med en almindelig træningsaften med kajakker i bassinet. I stedet fik den 14-årige roer fra Kalundborg Roklub fredag den 13. november at vide, at hun er en af tre finalister til A.P. Møller Fonden og DIF’s pris Årets Holdkammerat.

“Det er virkelig vildt, men jeg er jo bare mig selv. Jeg er jo bare fra Kalundborg Roklub og troede bare, jeg skulle træne i aften,” siger Tilde.

Prisen hylder landets bedste holdkammerat under 18 år og bliver uddelt ved DR’s store sportsgalla den 9. januar.

Tager initiativ til fællesskab

Tilde er indstillet af en træner og en forælder. I indstillingen bliver hun fremhævet for sit engagement i klubben og sin evne til at styrke fællesskabet blandt børnene og på tværs af ungdoms- og seniorafdelingen.

Hun møder op til træning med idéer, tager sig godt af nye medlemmer og deltager gerne i aktiviteter, som ellers primært samler klubbens voksne. Det gælder blandt andet ergometertræning om vinteren og standerstrygning.

Tilde er det ungdomsmedlem, der har været længst tid i klubben. Lysten til at samle klubkammeraterne rækker også ud over træningen. Hun foreslår ofte sin mor, at de skal arrangere eksempelvis pakkeleg eller overnatning i klubben.

For Tilde er netop fællesskabet en stor del af glæden ved at komme i roklubben.

“Jeg nyder fællesskabet i roklubben og glæder mig hver gang til træning. Jeg elsker at lege i kajakkerne og prøve nye sjove ting af. Det giver en masse grin og fællesskab med de andre børn. Vi hygger os virkelig. Jeg ville ønske, der var kajak hver dag,” fortæller hun.

Jury har udvalgt finalisterne

De tre finalister er udvalgt af en jury bestående af sidste års vinder, Freja Matthisson, Sarah Nygaard fra DIF’s Udviklingsråd for unge, den professionelle håndboldspiller Louise Burgaard og DIF’s næstformand Frans Hammer.

Prisen uddeles med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål.

Del