To nye navne klar til Kalundborg Rock’er

Festivalen har netop offentliggjort to navner mere, som dermed slutter sig til tidligere annoncerede HUGORM.

To nye navne klar til Kalundborg Rock’er
Kalundborg Rock’er føjer MADSEN og Sømændene til plakaten for 2027. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Rock’er føjer MADSEN og Sømændene til plakaten for 2027. Samtidig melder arrangørerne om godt gang i billetsalget, hvor den billigste billetkategori snart er udsolgt.

Der bliver både Johnny Madsen-sange og sømandsfest, når Kalundborg Rock’er vender tilbage i 2027. Festivalen har netop offentliggjort MADSEN og Sømændene, som dermed slutter sig til tidligere annoncerede HUGORM.

MADSEN vender tilbage efter en koncert på festivalen i 2026, som arrangørerne gerne vil følge op på.

”Vi syntes, at MADSEN var så velspillende og gode, at både bandet og vores publikum fortjener et genhør. Derfor er vi glade for, at de allerede vender tilbage i 2027,” siger Johnny Elmelund fra Kalundborg Rock’er.

I front for MADSEN står Rasmus Madsen, der sammen med en række erfarne musikere fører sin far Johnny Madsens sange videre. Bandet havde i 2026 en omfattende turné med 17 udsolgte indendørskoncerter og 50 festivalkoncerter.

Foruden Rasmus Madsen på sang og guitar består bandet af Knud Møller på guitar, Niels Ole Thorning på tangenter, Niels Kvist på bas og Casper Mikkelsen på trommer.

Sømændene inviterer til fællessang

Også Sømændene lægger vejen forbi Kalundborg i 2027. Publikum kan blandt andet se frem til numre som ”Alt Hvad Hun Ville Var At Danse”, ”Drik!”, ”Knap En Bajer Op” og ”Verdensmand”.

Bandet varsler nystrøgede skjorter og pressefolder på den kommende turné, men lover samtidig, at der fortsat bliver plads til galskab og fest både på scenen og blandt publikum.

”Sømændene er folkelige, velspillende og meget underholdende. Vi glæder os til at byde dem velkommen og give publikum endnu en god festoplevelse,” siger Johnny Elmelund.

Sømændene er altid et hit.

De billigste billetter er snart væk

Billetsalget til Kalundborg Rock’er 2027 er allerede godt i gang. Ifølge arrangørerne nærmer den billigste kategori, GRØN, sig udsolgt. Herefter fortsætter salget i kategorien BLÅ, hvor prisen er 995 kroner.

Billetter kan købes på festivalens hjemmeside

Del