Magten havde frit spil i Kalundborg

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Forhenværende kommunaldirektør Anders Villadsen har endnu engang gennempløjet dokumenter fra Kalundborgs fortid, og han har afdækket eksempler på magtmisbrug, som farmaceut og materialist Johan Ernst Heilmann Borchsenius, var udsat for. Han virkede i Kalundborg fra 1890’erne og frem til sin død i 1928.

Inspiration til at grave i sagen har Villadsen fået fra Kaj Buch Jensen - og god hjælp fra Kalundborg Lokalarkiv.

En og samme person, nemlig Robert Stricker, udfyldte embederne som både borgmester, byfoged, politimester og dommer, så ham skulle man holde sig gode venner med.

Han kunne måske ikke lide Borchsenius, og efter et retsmøde den 2. september blev den ellers så agtede borger i Kalundborg arresteret for   brandstiftelse, idet nogle af bygningerne bag hans forretning Kordilgade 16 var brændt.

Villadsen har ved læsning af politi- og retsprotokollen fået indtryk af, at politimester Stricker efter flere mislykkede forsøg på opklaring af brande i Kalundborg, havde sat sig for at denne gang skulle det lykkes at opklare branden.

Flere ildebrande

I en periode i 1905 opstod en række ildebrande hos Borchsenius, uden at brandårsagen kunne fastslås. Bl.a. var der ildløs den 30. juli i en mødding der lå umiddelbart op til det baghus, der blev hærget af brand 13. august. Baghuset rummede Borchsenius’ varelager bestående af blandt meget andet lak, fernis, petroleum, sukker, rom, cognac og linolie.

Politimester Stricker ankom som en af de første til brandstedet, og da var byens brandsprøjter endnu ikke ankommet på grund af brandinspektørens sygdom.

Det er også Villadsens indtryk, at Stricker ret tidligt i processen dannede sig den opfattelse, at ilden var påsat af Ernst Borchsenius, og at Stricker bevidst under forhørene lagde sporet til at kunne anklage ham for selv at have stukket ild på sine bygninger.

Det var den almindelige mening, at brandene var påsatte, og borgerne frygtede, at en pyroman var på spil. Også politimesteren mente, at brandene var påsatte, og han udlovede en dusør på 100 kr. til den, der kunne skaffe oplysning om gerningsmanden. Ernst Borchsenius selv udlovede en dusør, hans var på 1.000 kr.

Syg og under streng bevogtning

Borchsenius bedyrede sin uskyld, men arresteret blev han og fik et meget ubehageligt ophold i Kalundborg Arrest. Under varetægtsfængslingen blev han syg og måtte indlægges på sygehuset to gange på grund af en nyrelidelse. Her blev han holdt under streng bevogtning, og i sin egenskab af arresthusinspektør, det embede beklædte han også, indfandt Robert Stricker sig flere gange i arresten og på sygehuset.

Borchsenius blev løsladt den 25. oktober efter 31 retsmøder, og i et interview i Dagbladet kunne han fortælle om sit ubehagelige ophold i arresten og på sygehuset.

På sygehuset blev der vogtet på ham, som var han en forbryder af den værste art: ”Og sådan betragtede hr. Stricker mig jo, efter hvad han selv har sagt mig under min arrestation.”

Kalundborgenserne var begejstrede for Borchsenius’ løsladelse, hans hjem var smykket med blomster. En kreds af borgere havde arrangeret et festmåltid for ham på Hotel Postgården.  Derved ville de vise ham, at den arrestation, han havde været underkastet, ikke havde berøvet ham hans medborgeres agtelse og tillid.

Retsreform

Magtens sammenblanding med Kalundborg-eksemplet som løftestang førte til en retsreform. Pressen fulgte Kalundborg-sagen nøje, og for eksempel beskæftigede Kallundborg Avis sig indgående med Borchsenius-sagens indflydelse på forhandlingerne i Folketinget om en retsreform.

Den socialdemokratiske politiker Frederik Borgbjerg hævdede, at ”trangen til en retsreform er stor. Under den nuværende ordning sker der jo den ene retsskandale efter den anden”. Borgbjerg henviser til, hvad han kalder den opsigtsvækkende historie fra Kalundborg, hvor en agtet og anset borger, som man har hædret med en fællesspisning, blev holdt tilbage i arresten, skønt der ikke var fare for, at han skulle undvige.

”Det er den slags skandaler, som bevirker, at den offentlige mening kræver en retsreform i moderne og frisindet retning,” sagde Borgbjerg.

Sagen førte også til en ændring af måden at udnævne borgmestre. Hidtil blev borgmestrene valgt af kongen, og det førte til det socialdemokratiske forslag, som Folketinget behandlede 12. december 1905 om folkevalgte borgmestre. Forslaget blev anbefalet af Chr. Rasmussen, der sagde, at den nuværende ordning med kongevalgte borgmestre var uheldig. Han nævnede i denne sammenhæng borgmesteren i Kalundborg, Robert Stricker, hvis embedsførelse han stærkt kritiserede.

Stricker afskediget

Politimester, dommer og borgmester Robert Stricker blev i 1908 herredsfoged i Lollands søndre Herred, og han blev i 1910 afskediget fra sin post på grund af embedsforsømmelse.

Kredslæge J.S. Møller, grundlæggeren af Kalundborg Museum, gav Stricker et lidet flatterende skudsmål: Som jurist var han uvidende og dum, som retsembedsmand partisk og uretfærdig og kunne afsige de mest hårrejsende domme, der atter og atter blev underkendt ved højere instanser.

Pyroman på spil

Tilbage til Kalundborg og brandene. Man fandt aldrig ud af, hvem der havde stukket ild på bygningerne eller for den sags skyld på andre bygninger i Kalundborg på den tid. Den almindelige mening var, at en pyroman have været på spil.