Esbern Snare har hørt

Esbern Snare har igen hørt noget ude i byen...

Esbern Snare har hørt

Af journalist Sonja Huusted Rasmussen

Esbern Snare har hørt,

at der endnu engang holdes korworkshop på Øernes Højskole Sejerø, og det er igen med Andreas Warden-Bigom på dirigentpodiet.

På workshoppen er alle genre åbne, og der bliver arbejdet på et niveau, hvor alle kan være med.

Sidste år sang deltagerne forskellige lettere korværker og sluttede med fangekoret fra Verdis Nabucco og det til stor begejstring for publikum.

Andreas er uddannet operasanger, organist og har bred erfaring med korledelse. Han har efterhånden flere gange givet koncerter i Vor Frue Kirke i Kalundborg.

Andreas vikarierer som organist i Sejerø Kirke – når han altså har tid.

Workshoppen begyndte onsdag den 16. september, Andreas guidede deltagerne gennem dagene, og i morgen, søndag d. 20. september, slutter forløbet med, at højskolekoret medvirker ved gudstjenesten i Sejerø Kirke.

Ditte West, forstander for Øernes Højskole Sejerø, kan næsten ikke sige tilstrækkeligt meget positivt om det at synge.

Hun siger blandet andet, at når vi mennesker synger i kor, sender vi flere afdelinger af vores hjerne på overarbejde. Det er nemlig forskellige områder i hjernen, der kontrollerer henholdsvis høresansen, motorikken, sproget, de kognitive funktioner og hele følelsesregistret, men når først de mange stemmer klinger sammen, bliver der hele aktíveret på en gang.

Korsang forynger og korsang giver glæde, slår Ditte West fast. Det er videnskabeligt bevist, at vi udvikler glædeshormoner, når vi synger sammen med andre.

Den korsangworkshop, der nu er ved at være slut, var for alle, unge som gamle. Der var plads til alle, og deltagerne behøvede ikke at have særlige forudsætninger for at deltage. Det væsentligste var lysten til at synge.

Andreas Warden-Bigum leder igen en korworkshop på Øernes Højskole Sejerø. Han her flere gange glædet publikum i Vor Frue Kirke i Kalundborg med sin stemme. Foto: Charlotte Kofoed.

Esbern Snare har også hørt,

at Kalundborg Turistforening inviterer til en tur i skumringstimen i Klosterskov Nord. Turen finder sted lørdag den 26. september fra kl. 17,30-20, og foreningen byder både på ristede pølser på grillen og måske chancen for at opleve kronhjortens brunstbrøl ved solnedgang.

Deltagerne mødes ved Café Baggården ved turistforeningens lokaler Kordilgade 36. Der er mulighed for samkørsel, og foreningen opfordrer til at tage børn og børnebørn med.

Klosterskov Nord byder på fin natur. Foto: Karen Vibeke Husted Rasmussen

Af Gitte Korsgaard

Faktisk har Esbern Snare også hørt, at 

Ældresagen i Høng og Spar Købmanden, Frank, tirsdag den 15. september havde lavet et samarbejde som hed 'Frokost med Frank'. Ældresagen stod for alt det praktiske, mens Frank sørgede for smørrebrød og drikkelse samt efterfølgende kaffe og kage.

Desuden kom Peter Molzen fra Peter og de andre kopier og underholdt med Gasolin og Kim Larsen sange. Der var fuldt hus i Løve Forsamlingshus med 136 gæster.  Det blev en hyggelig dag, hvor alle nød den gode mad og den gode musik. Der var en ekstra overraskelse, da alle gæsterne forlod festen, for alle modtog en goodiebag fra Frank, som selv, sammen med personalet, udleverede goodiebagen.

136 gæster i Løve Forsamlingshus den 15. september. Foto: Privat

Esbern Snare har også hørt, at

Der var rejsegilde på Rema 1000 i Høng torsdag formiddag. I Høng har man ventet længe på at få en ny dagligvarebutik, men nu begynder byggeriet af den nye Rema 1000 for alvor at tage form. Planen er, at butikken åbner til november.

Der gik over to år, fra Rema Etablering A/S luftede planerne om at rive den gamle Aldi-butik ved Høng Centret ned for at opføre en ny butik på 1.250 kvadratmeter samt etablere flere parkeringspladser og en ny adgangsvej.

Privatfoto.

Del