Klintegårdens naturprojekt

Hvis ikke hotelplanerne på Klingegården bliver til noget, har en gruppe lokale lodsejere et andet bud på, hvad man kunne bruge grunden til. 

Klintegårdens naturprojekt
En gruppe, der blandt andet består af Lars Almblom, har lavet et naturprojekt, som handler om at genskabe Klintegårdsgrunden som en grøn og naturskøn kile mellem Røsnæsvej og Kalundborg Fjord. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune har planer for Klintegårdsgrunden. Der er blandt andet planer om et hotel, men om de nogensinde bliver realiseret, er på nuværende tidspunkt uklart.

En gruppe lokale grundejere har imidlertid andre visioner for området. I 2023 satte gruppen sig sammen og beskrev et projekt, der handler om at genskabe Klintegårdsgrunden som en grøn og naturskøn kile mellem Røsnæsvej og Kalundborg Fjord. Her skal naturgenopretning, biodiversitet, friluftsliv og formidling af naturen gå hånd i hånd.

Gruppen består af fem medlemmer, deriblandt Lars Almblom, der er sommerhusejer på Sandlodsvej.

Projektet foreslås gennemført i etaper. Først skal naturen genoprettes, og området skal gøres mere tilgængeligt. Derefter kan der etableres faciliteter for besøgende, mens idéen om en observationsskrænt for fugle undersøges som en mulig tredje fase.

"Da vi var færdige med at beskrive planerne, ville vi gå videre via puljen 'Få det Fixet', og jeg kontaktede derfor kommunen for at høre, om der var noget til hinder for det. Kommunen svarede, at det 'ikke lige var til højrebenet', eftersom der var 'andre overvejelser' i gang. Vi fandt så ud af, at det drejede sig om, at kommunen endnu en gang overvejede at søge de genudbudte forsøgsordninger. Det blev efterfølgende besluttet på kommunalbestyrelsesmødet i januar 2024, og vores planer blev derefter sat i stå. De har stået stille siden," forklarer Lars Almblom.

Han fortæller videre, at gruppen, hvis og når den får mulighed for at komme i gang, vil indkalde til en høring blandt naboer og andre interesserede. Formålet er at skabe den nødvendige opbakning. Derefter skal gruppen indhente oplysninger og tilbud, så der kan udarbejdes et estimat over omkostningerne ved projektets enkelte faser. Herefter vil man søge fondsmidler.

"Men det kan vi kun gøre, hvis kommunen støtter projektet, og så længe der stadig er planer om at skaffe investorer til hotelprojektet, kan vi ikke komme videre," siger Lars Almblom.

Han understreger, at projektet er en vision med forslag til den fremtidige udvikling – ikke en beskrivelse af projekter, der allerede er besluttet eller finansieret.

Nedslagspunkter i projektet

Klintegårdsgrunden blev fredet i 1977 på grund af sine landskabelige værdier og muligheder for rekreative aktiviteter. Fredningen betyder blandt andet, at naturens tilstand og den eksisterende bevoksning skal bevares i overensstemmelse med de gældende regler.

Området trænger til bedre vedligeholdelse. Flere stier er groet til, brombærkrat vanskeliggør færdsel, og ruinerne af Klintegården ligger tilbage som murbrokker. Der mangler desuden en samlet plejeplan for flere af områdets arealer.

Derfor foreslås det, at de åbne marker ved Røsnæsvej udvikles til mere natur, blandt andet med hjemmehørende danske træer og buske, lysåbne områder og eventuelle vådområder, hvis forholdene tillader det.

"Beplantningen kan vælges, så den repræsenterer de 40 danske arter af træer og buske, som Naturstyrelsen har udpeget som hjemmehørende og mest biologisk værdifulde. Denne vifte af træer og buske med et tilknyttet insekt- og fugleliv vil være interessant at opleve som led i undervisning. Samtidig vil sommerhusbeboere og fastboende kunne hente inspiration til, hvad de skal lade gro op på deres sommerhusgrund - til glæde for sig selv og til gavn for vores hjemmehørende natur og biodiversitet," forklarer Lars Almblom.

Bedre stier og adgang for alle

Visionen omfatter et mere sammenhængende stisystem, hvor besøgende kan gå gennem området og opleve både skoven, overdrevet og havskrænten. Stierne skal så vidt muligt være tilgængelige for blandt andre barnevogne, kørestole og børn på løbehjul.

Den nuværende parkeringsplads midt i området foreslås flyttet tættere på Røsnæsvej. Det skal gøre det muligt at opleve hele området til fods og skabe en mere sammenhængende naturoplevelse.

Klintegårdsgrunden foreslås integreret i vandreruten fra skanserne ved Strandhotel Røsnæs til Naturrummet i Kongstrup. Samtidig ønsker gruppen at forbedre adgangen til stranden.

Som en senere del af projektet foreslås det at etablere rastepladser med borde og bænke, skovbænke, shelters med bålplads og et offentligt toilet. Forslagene skal undersøges i forhold til fredningsbestemmelserne.

Et mere visionært forslag er at etablere en kunstig skrænt med et observationsskjul, hvor besøgende kan opleve digesvaler yngle uden at forstyrre dem. Der nævnes også muligheden for, at biæderen kan slå sig ned i området.

Projektet kræver nærmere undersøgelse og eventuelt en dispensation.

Del