Hver sjette har skrevet under

Svebølle Lokalråd har i to dage stået ved SuperBrugsen i Svebølle og samlet underskrifter. Der er også underskrevet digitalt. 

 

Hver sjette har skrevet under
Formand for Svebølle Lokalråd, Vibeke Riise Andersen, glæder sig over, at næste hver sjette borger i Svebølle har skrevet under. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Lørdag formiddag og mandag eftermiddag var Svebølle Lokalråd rykket udenfor til pladsen foran SuperBrugsen i Svebølle.

Her samlede lokalrådet underskrifter ind, som skal afleveres til Kalundborg Kommune.

Det, lokalrådet er utilfreds med, er, at man har fået nok af Kalundborg Kommune, som lokalrådet mener nøler i forhold til de problemer med skimmelsvamp, der er i Svebølle Hallen, men også i forhold til trafiksikkerheden.

Formanden for Svebølle Lokalråd, Vibeke Riise Andersen, kan nu oplyse, at der er samlet omkring 363 underskrifter ind, hvilket svarer til 16,18 procent af indbyggerne i Svebølle.

Det resultat er Vibeke Riise Andersen godt tilfreds med. Den høje repræsentation af underskrifter svarer til cirka hver sjette indbygger, og kigger man på, hvem der har skrevet under, er det voksne. Derfor er den reelle procentsats endnu højere.

Det samlede indbyggertal i Svebølle er 2.243 borgere.

Svebølle Lokalråd håber, at man når op på 20 procent inden 1. september.

Efterfølgende vil lokalrådet aflevere underskrifterne på Kalundborg Rådhus og håber derigennem at få politikerne i tale og få løst de problemer, der er omkring skimmel i Svebølle Hallen og trafiksikkerheden.

 

Del