Hvor godt rustet er vi, hvis krisen rammer?

Kan Europa forsvare sig selv og er vi klar, hvis krisen rammer lokalt? Det sætter LOF Nordvestsjælland fokus på ved to aktuelle debatarrangementer i Vig og Ubby. 

Hvor godt rustet er vi, hvis krisen rammer?
I Ubby er det Peer Justesen, DF, formand for Samfundssikkerhed og Beredskab, der vil deltage i debatten. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Trump ændrer forholdet mellem USA og Europa, mens krigen i Ukraine fortsætter. Men hvad betyder den usikre verdenssituation for os her i Danmark?

Det sætter LOF Nordvestsjælland fokus på ved to aktuelle debatarrangementer i Vig og Ubby onsdag den 11. november.

Kan vi fortsat regne med USA som vores vigtigste allierede? Kan Europa forsvare sig selv? Og hvad sker der i vores egne kommuner, hvis strømmen går, forsyningerne svigter, eller et cyberangreb rammer vigtige samfundsfunktioner?

Det er nogle af spørgsmålene, når LOF Nordvestsjælland i samarbejde med CACommunications og med tilskud fra Europa-Nævnet inviterer til debat om Europas sikkerhed og fremtid.

Fra storpolitik til lokalt beredskab

Sikkerhedspolitisk analytiker Jacob Kaarsbo, der tidligere har arbejdet i Forsvarets Efterretningstjeneste, giver sit bud på, hvordan Trump, Putin og krigen i Ukraine påvirker Europas sikkerhed og fremtid.

Han lægger ud med at deltage i mødet i Vig og kører derefter til Ubby, hvor han deltager sammen med Peer Justesen (DF), formand for Samfundssikkerhed og Beredskab i Kalundborg Kommune.

Europaordfører og tidligere fødevareminister Jacob Jensen sætter i Vig fokus på, hvorfor EU skal op i gear, og hvad der skal til, hvis Europa skal kunne tage større ansvar for sit eget forsvar.

Men sikkerhed handler ikke kun om militær og internationale alliancer. Det handler også om, hvor godt vores eget samfund er rustet til at håndtere en krise. Derfor bliver det lokale beredskab også et centralt tema.

I Vig fortæller Odsherreds borgmester Hanne Pigonska desuden om kommunens beredskab, og hvordan borgerne kan blive en del af indsatsen. Hvad betyder verdenssituationen for dig og mig?

Odsherreds borgmester Hanne Pigonska. PR foto

Formålet med debataftenerne er at bringe de store sikkerhedspolitiske spørgsmål tættere på hverdagen, og give borgerne mulighed for selv at komme til orde.

Der bliver plads til både spørgsmål, forskellige synspunkter og en fælles middag, hvor samtalerne
kan fortsætte over maden.

Arrangementerne er åbne for alle, der er nysgerrige på, hvad udviklingen i verden betyder for vores
frihed, demokrati og tryghed.

Tid og sted
Onsdag den 11. november 2026:
Vig Forsamlingshus: Kl. 17.00–20.30
Ubby Forsamlingshus: Kl. 17.30–21.00
Tilmelding: Via LOF Nordvestsjællands hjemmeside, lof.dk/nordvestsjaelland.

Entreprisen er inklusiv middag og et glas vin, øl eller vand.

Del