Høng-gymnast vandt bronze ved EM i Finland

Den 17-årige Nicoline Bech Nielsen fra Høng har i oktober deltaget i EM i Team Gym i Finland. Her fik hun en flot bronzemedalje med hjem. 

 Høng-gymnast vandt bronze ved EM i Finland
 Nicoline Bech Nielsen fra Høng kom hjem fra Team Gym EM i Finland med en flot bronzemedalje. Privatfoto
Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk
Nicoline Bech Nielsen fra Høng er ivrig gymnast og har siden 2025 trænet med TeamGym Køge. I efterårsferien deltog 17 gymnaster fra holdet i EM i TeamGym i Finland, hvor holdet sikrede sig en flot tredjeplads og bronzemedaljer med hjem.

Nicoline Bech Nielsen startede med TeamGym i Høng i 2017. Fra 2023 til 2025 gik hun i Slagelse Gymnastikforening, hvor hun deltog i de nordiske mesterskaber i Lund i 2024. I 2025 skiftede hun til TeamGym Køge, hvor hun træner tre til fire gange om ugen.

Ved EM i Finland konkurrerede TeamGym Køge først i kvalifikationsrunden og gik derefter videre til finalen, hvor holdet vandt bronzemedaljer.

”Vi leverede en perfekt konkurrence med 36 ud af 36 spring til benene og en rytme, der sad lige i skabet. Som hold kunne vi ikke gøre mere, og vi var meget stolte af vores præstation. Det resulterede i en bronzemedalje. Det var en kæmpe drøm for os alle,” fortæller Nicoline Bech Nielsen.

Til daglig går hun i 1.g på Høng Gymnasium.

Tre discipliner

TeamGym konkurrerer som hold i tre discipliner: minitrampolin, fiberbane og rytme.

I minitrampolin løber gymnasterne hen ad en tilløbsmåtte, springer på en trampet og udfører spring i luften, ofte med saltoer og skruer. Det handler om at opnå højde, kontrol og præcision, samtidig med at man lander sikkert og udfører springene så flot som muligt.

Nicoline Bech Nielsen i et spring under EM i Finland. Privatfoto

På fiberbanen laver gymnasterne springserier på en lang, fjedrende bane. Det kan for eksempel være kraftspring, flikflak, saltoer og skruer, som sættes sammen i en serie. Her handler det om teknik, fart, kraft og kontrol, og gymnasterne skal udføre springene så flot som muligt.

I rytme udfører hele holdet en koreografi til musik på et gulv. Her kombineres dans, gymnastiske bevægelser, spring, balance og styrke. Det handler om at bevæge sig i takt med musikken, være præcis og vise udstråling, samtidig med at hele holdet arbejder sammen og udfører øvelserne synkront.

I 2026 blev GF Køge Bugt Juniormix sjællandsmestre, og holdet kvalificerede sig til de nordiske mesterskaber i Stavanger, hvor det opnåede en andenplads.

I maj vandt holdet Danmarksmesterskabet og blev udtaget som klubhold til at repræsentere Danmark ved EM i Finland i 2026 sammen med juniordrengeholdet.

Hårdt arbejde

Et EM kræver hårdt arbejde, viljestyrke, mod og troen på, at man kan nå de mål, man sætter sig.

”Vi vidste godt, at det ville blive svært, og der var hård kamp om medaljerne, når vi konkurrerede mod landshold, der havde udtaget de bedste gymnaster fra deres lande. Vi holdt sammen som hold og bakkede hinanden op, samtidig med at vi havde det sjovt. Og vi havde alle sammen det samme ønske om at placere os godt,” forklarer Nicoline Bech Nielsen.

Glade vindere på TeamGym holdet. Privatfoto

Tak til sponsorerne

Det er ikke gratis at deltage i et EM, og det kræver støtte fra sponsorer. Nicoline Bech Nielsen har fået støtte fra Pers Bodygarage i Høng, Hør.nu i Sæby og CKJ Steel i Kalundborg/Køge.

”EM har lært mig mange ting. Det har lært mig, hvor langt man kan nå med hårdt arbejde og viljen til at blive ved, også når det har været hårdt og svært. Det har givet mig minder og erfaringer, som jeg altid vil huske. Samtidig har det givet mig nyt blod på tanden til at kæmpe videre på seniorniveau,” slutter Nicoline Bech Nielsen.

Del