Kajakklub i vækst
Mobil Kajak Klub Vestsjælland er vokset fra seks til over 80 medlemmer siden maj 2025.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Mobil Kajak Klub Vestsjælland er vokset fra seks til over 80 medlemmer siden maj 2025. Nu får klubben mere tid i svømmehallen, hvor de mange nye roere kan træne gennem vinteren.
Fra mandag den 2. november får Mobil Kajak Klub Vestsjælland (MKKV) udvidet sin tid i Kalundborg Svømmehal. Frem til og med den 15. marts 2027 kan medlemmerne træne hver mandag fra klokken 18.30 til 22.
Sidste år havde klubben adgang fra klokken 20.45 til 22. Kalundborg Kommune har imødekommet ønsket om flere timer, efter at klubben er vokset fra seks medlemmer ved stiftelsen den 3. maj 2025 til over 80 i dag.
Størstedelen af de nye medlemmer har aldrig siddet i en kajak før.
“Vi er blevet mødt med stor velvilje af Kalundborg Kommune, og det betyder alt for os. Den udvidede tid afspejler, at langt de fleste af vores nye medlemmer ikke har roet kajak før, og de skal have mulighed for at lære det i trygge rammer,” udtaler formand Lars Rohrmann, MKKV.
Kajakliv uden klubhus
Mobil Kajak Klub Vestsjælland har ikke noget klubhus. Klubben har valgt at være mobil for at kunne opsøge nye oplevelser og møde nye mennesker.
Kajakoplevelser, naturoplevelser og socialt samvær er omdrejningspunktet, når medlemmerne mødes. Klubben har et mål om at nå 100 medlemmer inden årets udgang.
“Vi er utrolig glade og lidt stolte af, hvor langt vi er nået. Det havde ikke været muligt uden vores sponsorer, Kalundborg Kommune og det store frivillige arbejde, der ydes i klubben,” siger Lars Rohrmann.
I løbet af vinteren arrangerer klubben i øvrigt også særlige aftener, hvor medlemmerne kan lære at lave rul i kajakken med hjælp fra en uddannet rulleinstruktør. Der er planlagt mindst to og sandsynligvis fire rulleaftener.
Interesserede kan prøve havkajak
Klubben inviterer interesserede, uanset alder, til at prøve havkajak i Kalundborg Svømmehal i løbet af vinteren. Klubbens udstyr kan benyttes i svømmehallen.
Det kræver dog en aftale med formand Lars Rohrmann, som kan kontaktes på telefon 40 81 42 18.