Høng Efterskole har begrænset brug af skærme - og delt deres viden

På Høng Efterskole har man de seneste seks år arbejdet med at begrænse de unges brug af mobiltelefoner og skærme. De har delt deres viden med andre skolefolk.

Høng Efterskole har begrænset brug af skærme - og delt deres viden
Lige før efterårsferien holdt Høng Efterskole et mini seminar for både efterskolefolk og folkeskoler om deres erfaringer med at begrænse brugen af mobiltelefoner. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

På Høng Efterskole gælder der helt særlige regler for brug af mobiltelefoner – og for skærme i det hele taget.

Man er selvfølgelig nødt til at bruge computere i undervisningen og til at lave skoleopgaver, men om aftenen og natten er der hverken mobiltelefoner eller computere på værelserne hos efterskoleeleverne i Høng.

De er nemlig inddraget.

Eleverne får først deres telefoner udleveret igen to timer om dagen, nemlig mellem klokken 17 og 19.

Det ved eleverne godt, inden de starter på skolen, men i begyndelsen er de måske lidt skeptiske.

"Men det går hurtigt over. Vi har i seks år haft en ret klar politik omkring skærme, og de seneste to år har vi skærpet reglerne til de to timers telefontid om dagen," forklarer forstander Thomas Østergaard.

Resultatet er til at få øje på. For samtidig med de klare regler for skærmtid gør man også noget andet.

"Vores undervisning begynder først klokken 9, og det er sengetid klokken 23. Det er simpelthen for at imødekomme deres døgnrytme. Og det har givet pote," fortæller Thomas Østergaard.

Thomas Østergaard, Høng Efterskole, bød velkommen til et miniseminar om skærmregler. Foto: Charlotte Koefoed

Han fortæller, at eleverne er mere undervisningsmodtagelige og opmærksomme, at de er mere sociale, og at de er sødere ved hinanden.

"Til at starte med er de nervøse for, hvad de skal få tiden til at gå med. Men de finder på ting og sager. Og så har vi oplevet en kæmpe stigning i antallet af kærestepar. Sidste år havde vi 21 par," siger Thomas Østergaard.

Mere end bare kærlighed

Men ud over amorinerne er der mange andre effekter af at skrue ned for skærmene.

Det var også baggrunden for et miniseminar på Høng Efterskole kort før efterårsferien. Her var andre efterskoler og folkeskoler inviteret til en dag med fokus på regler for skærmbrug.

Erfaringer skal deles

"Det begyndte for seks år siden, hvor vi fandt ud af, at kun 50 procent af efterskolerne havde regler for mobiltelefoner og skærme. Derfor indgik vi et samarbejde med Just Human, som arbejder med leg, god søvn og bevægelse. Derefter gik vi sammen med Haslev Idrætsefterskole, som også har en klar skærmpolitik, om at samle vores erfaringer," fortæller Thomas Østergaard.

Arbejdet er mundet ud i bogen Ud af skærmen – ind i livet, som er skrevet af lærerne William Kvist og Lasse Clausen fra Haslev Efterskole.

De var begge med til seminaret, som blev indledt med et par sange sunget af eleverne på Høng Efterskole.

"Vi har høstet både erfaring og viden, og det er vigtigt at dele," siger Thomas Østergaard.

Just Human er en dansk NGO, der blev stiftet i 2015 af Chris MacDonald. Organisationen arbejder for mere leg, god søvn og bevægelse i fællesskaber.

Seminaret på Høng Efterskole var et samarbejde mellem Just Human, Haslev Idrætsefterskole og Høng Efterskole samt William Kvist og Lasse Clausen. De to sidstnævnte har skrevet en bog med historier, læring og inspiration om et skærmfrit efterskoleliv med udgangspunkt i erfaringerne fra Haslev Efterskole.

Del