Gennem nåleøjet – men til hvad?

Gennem nåleøjet – men til hvad?

Sjældent har det danske skolesystem ryddet overskrifter, som det gør lige nu. Det giver en gylden mulighed for at diskutere, hvad vi egentlig vil med skolen.

Da Pisa-resultaterne blev offentliggjort i sidste uge, ryddede det landets forsider og eksperter – både de faktiske og de selvbestaltede – flokkedes om at forklare, hvorfor danske elever tilsyneladende bliver dårligere og dårligere til at regne, stave og læse. Der skydes til alle sider på én gang: skærme, folkeskolereform, læreruddannelsen, faglige mål, forældre, AI, Aula – you name it. Og der er en overhængende fare for, at politikere udvælger ét eller to aspekter og træffer nogle hurtige beslutninger med håb om markante ændringer inden næste undersøgelse (og næste valg).

På ungdomsuddannelserne ser vi selvfølgelig også effekterne af et dalende fagligt niveau, men det er noget andet, der har vores bevågenhed: På trods af lav faglighed og/eller skoletræthed flokkes de unge om at komme i gymnasiet, men de aner ikke hvorfor, eller hvad de skal bruge det til.

Hvert år sidder vi i maj og juni og afviser mange unge, hvis største ønske er at komme ind på gymnasiet. Der er nogle bestemte adgangskrav, og hvis de ikke er opfyldt, kan man gå til optagelsesprøve. Mange dumper her, fordi fagligheden ikke er høj nok. En del prøver at AI-snyde sig ind på én af de eftertragtede pladser.

Og så tager vi snakken med den unge om, hvad det så er, man skal bruge tiden på – 10. klasse? Efterskole? En erhvervsuddannelse? Et job?

I denne uge er alle vores 1g’ere, der opnåede at komme gennem nåleøjet i sommer, begyndt en afklaring hen mod hvilken studieretning, de skal påbegynde fra november. De er usikre, de famler og de fleste har ikke en fast retning mod en bestemt videregående uddannelse eller et bestemt job efterfølgende. Og hvad får så lov at fylde? Det gør det sikre valg: Vennerne. Gymnasiet er blevet så populært, som det er, fordi det tilbyder en sikker ramme til at håndtere egen usikkerhed. På den ene side en hverdag i utrolig faste rammer med skoleskema, en bred vifte af fag, masser af muligheder for at dyrke musik, teater, kreative fag og idræt i og uden for skoletid samtidig med, at de mennesker man omgiver sig mest med, er lige så vaklende, som man selv er. 

Det fineste, vi kan som voksne i det omgivende samfund, er at værne om dem, mens de finder ud af, hvem de er. Uden at skubbe i bestemte retninger eller på anden måde proppe dem i kasser, de ikke passer ned i. De unge er enormt opmærksomme på, hvad de voksne har af underliggende dagsordener, og dem reagerer de sundt afvisende på. Som unge gennem de sidste mange årtier i øvrigt har gjort.

Og så skal vi sørge for at åbne verden for dem, mens de afsøger terrænet. Den kommende store reform af ungdomsuddannelserne er et forsøg på at give flere unge adgang til det forjættede land i gymnasiet. Også de, der ikke klarer et adgangskrav på 6 i de lovbundne prøver, skal nyde godt af et inkluderende, mangfoldigt og kreativt ungemiljø.

På Kalundborg Gymnasium er vi parat til at løfte opgaven. Og vi ser med glæde frem til et forår og en sommer i 2030, hvor vi ikke skal afvise, trøste og henvise til anden uddannelse. Men hvor vi rummer alle dem, der har lyst. Også dem, der ikke hælder til de boglige uddannelser, men mod de professions- og erhvervsorienterede. Det bliver en enorm spændende og vigtig opgave.

Så min opfordring til de politikere, som i den kommende tid skal reformere både grundskole og ungdomsuddannelser: Lyt nu til de skole-professionelle. Undervisere, forskere og skoleledere. De ved, hvad der skal til for at gøre vores børn og unge til dygtige og kompetente medborgere. Der er nemlig masser af forskningsbaseret viden – og den skal styre os til at træffe gode beslutninger, så fagligheden er det helt naturlige centrum i en skole, som de unge trives i. Vi skal virkelig gøre os umage. Det har vores børn fortjent.

Trine Fogh Lauridsen, rektor, Kalundborg Gymnasium