Esbern Snare har hørt

Esbern Snare har hørt, at der sker lidt af hvert i Kalundborg og omegn.

Esbern Snare har hørt

Af Sonja Husted Rasmussen  sonjahustedrasmussen@gmail.com

Esbern Snare har hørt: 

At ikke alle fik så meget ud af svampejagten, som han skød i gang sidste lørdag. I stedet foreslår Esbern at tage på valnøddejagt, og det skulle nok give resultater, for det er et godt nøddeår.

Der er valnøddetræer mange steder rundt om i Kalundborg, for eksempel bag Bispegården og ved Stenhuset i Præstegade.

Også ved Naturskolen står der et par prægtige valnøddetræer.

Allikerne er glade for valnødder, og det er kloge fugle, så de smider en nød på vejen og venter på, at en bil kører over og knækker den. Stenene på Gisseløre kan også bruges som nøddeknækker. Derfor ligger der tit valnøddeskaller på Gisseløre, selvom der er langt til det nærmeste valnøddetræ.

Valnødder stammer fra Asien, men i dag vokser der valnøddetræer i mange lande i verden herunder Danmark, men det er ikke overalt i Danmark, vækstbetingelserne er lige gode. I Midtjylland er der for eksempel oftere nattefrost, der fryser træets blomster og dræber de små anlæg til nødder.

På for eksempel Samsø og andre øer er der mindre temperaturforskel mellem dag og nat, og det giver gode vækstforhold for valnødderne.

Et væld af valnødder. Det hjælper på nøddeforsyningerne at have en god bekendt, der har et valnøddetræ i sin have. Foto: Karen Vibeke Husted Rasmussen.

Esbern Snare har hørt: 

At der er megen ros til Kalundborgs nyeste gavlmaleri, Mogens Balles farverige billede Nær Jul. Ikke alle er selvfølgelig enige, og sådan er det med kunst. Den skaber den skaber debat. Nogen havde hellere set et billede, med figurativ kunst, “så man kan se, hvad det forestiller.”

Det problem havde barnet, der kom forbi Solskinspladsen sammen med sin mor, ikke. Barnet så gennem fantasiens briller straks noget genkendeligt på det store maleri.

"Har du set mor, en kæmpestor julenisse," udbrød hun.

Abstrakt eller en kæmpestor julenisse? Der er frihed til fortolkning. Foto: Karen Vibeke Husted Rasmussen.

Del