Joller genforenet

Bundgarnsjollen ”Stine” fra Asnæs er kommet under kærlig behandling på Det maritime Værksted, hvor makkeren ”Lasse” også er ved at blive restaureret. Målet er, at de to gamle fiskerjoller igen skal sejle sammen.

Joller genforenet
Ole Kalvig, th, fra Bådelauget KA90 har netop overdraget ”Stine” til Hardy Bruun fra Det maritime Værksted. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Bundgarnsjollen ”Stine” med fiskernummeret KA90 er netop kommet under kærlige hænder på Det maritime Værksted, der i forvejen er i gang med at restaurere ”Lasse”. Begge bundgarnsjoller stammer fra Asnæs.

Det er Bådelauget KA90, der har overdraget båden. Til gengæld får bådelauget en anden fiskerjolle, der har sejlet på Tissø.

”Stine” blev brugt som makker til ”Lasse”, og vi har forsøgt i flere år at få den hertil," siger Hardy Bruun, formand for Det maritime Værksted.

Ole Kalvig fra bestyrelsen i Bådelauget KA90 var ellers mest indstillet på, at ”Stine” skulle blive stående på sin bedding på Asnæs Sønderstrand og stille og roligt forfalde som en del af en naturlig livscyklus.

”Men så så jeg, hvad de laver her på Det maritime Værksted, og så indså jeg, at det var forkert. Jeg kan ikke se noget bedre sted, den kan være, end her,” fortæller Ole Kalvig.

”Stine” er bygget i 1917, men er i rigtig god stand. Bådelauget har hvert år vedligeholdt den med linolie, og med Hardy Bruuns ord er den ”stort set sødygtig”.

”Når ’Lasse’ er færdig, arrangerer vi en sejltur med dem begge til Asnæs, hvor de sammen blev brugt til bundgarnsfiskeri,” siger Hardy Bruun.

Del