Elever fra Kalundborg prøvede smedefaget
Her har de fremstillet bordgrill, prøvet at svejse og fået indblik i en mulig fremtid i metalbranchen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
18 elever fra Kalundborg Kommune har brugt tre dage i smedeværkstedet på NEG Holbæk. Her har de fremstillet bordgrill, prøvet at svejse og fået indblik i en mulig fremtid i metalbranchen.
Svejsning og bukning af metal har været på skemaet for 18 elever fra 8., 9. og 10. klasse i Kalundborg Kommune, som har deltaget i Metal Camp på NEG Holbæk.
Smedefaglærer Svenn Thunø havde tilrettelagt tre dage, hvor eleverne skulle fremstille deres egne bordgrill og opleve arbejdet med et produkt fra bunden.
For Josephine Jørgensen, Allie Petersen og Traian Pedersen fra Svebølle Skole var det en mulighed for at prøve noget andet end den almindelige undervisning.
“Det har været rigtig sjovt og spændende at prøve noget nyt. Vi har lært nye mennesker at kende, og det har været hyggeligt at være sammen,” fortæller eleverne.
De fremhæver svejsning, bukning af metal og den fælles gokartaktivitet, som indledte forløbet. Arbejdet i værkstedet overraskede dem dog også.
“Det kræver meget mere at svejse ordentligt, end man lige regner med. Man skal virkelig tænke sig om, før man gør noget,” fortæller de.
Drømmer om en fremtid med håndværk
For Allie har interessen for smedefaget udviklet sig til konkrete fremtidsplaner. Hun vil gerne være smed og senere arbejde som undervandssvejser.
Traian vil på efterskole og derefter tage en EUX som elektriker med henblik på senere at uddanne sig til maskinmester. Josephine vil gerne være mekaniker og starte på NEG efter grundskolen.
Opholdet har samtidig givet de tre elever et positivt indtryk af skolen.
“Lærerne er rigtig søde og imødekommende, og det er eleverne på smedeuddannelsen også. Det er en rigtig god skole,” fortæller de.
Praktisk arbejde viser andre sider af eleverne
Uddannelsesvejlederne Ellen Marie Andreasen og Christina Holm fra Kalundborg Kommune fulgte eleverne under forløbet. De peger på, at praktiske erfaringer kan gøre det lettere at vælge uddannelse.
“Det er svært at vide, om man vil være smed, hvis man aldrig har prøvet det. Her kommer de ud af klasselokalet og får erfaring med faget, så de bedre kan mærke, om de kan se sig selv i det miljø,” fortæller UU-vejleder Ellen Marie Andreasen.
Vejlederne oplever også, at værkstedsundervisningen giver plads til andre styrker hos eleverne.
“Der er nogle andre unge, der skinner her, end dem, der normalt gør det i skolen,” fortæller de.
De fremhæver desuden den modtagelse, eleverne har fået på NEG Holbæk.
“De bliver mødt af nogen, der tager dem alvorligt. Der er forberedt noget til dem, og der er en forventning om, at de nok skal komme i mål. Man kan se, at der kommer lys i øjnene på dem,” fortæller UU-vejleder Christina Holm.
Videre i praktik hos lokale virksomheder
Efter dagene i smedeværkstedet fortsætter eleverne torsdag og fredag i praktik hos lokale virksomheder. Her får de mulighed for at opleve arbejdet i metalbranchen og få indblik i branchens uddannelses- og jobmuligheder.
Fredag eftermiddag afsluttes forløbet på NEG Holbæk. Her kan forældre og elevernes nærmeste se projekterne og høre om oplevelserne fra både værkstedet og virksomhederne.
Metal Camp er et initiativ fra Metalindustriens Uddannelsesudvalg, som er et samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Metal og TEKNIQ. Forløbet gennemføres i samarbejde med NEG, UU i Kalundborg Kommune og virksomheder i metalindustrien.