Bøder og klip i kørekortet pga. mobiltelefon
Nærberedskabet i Kalundborg satte i går eftermiddags fokus på uopmærksomhed i trafikken.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Seks bilister blev i går eftermiddags stoppet på Holbækvej i Kalundborg og sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Nærberedskabet i Kalundborg satte i går eftermiddags fokus på uopmærksomhed i trafikken. På blot én time blev seks bilister taget med mobilen i hånden bag rattet. Der var ifølge politiet tale om både mænd og kvinder i alle aldersgrupper.
At bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen koster en bøde på 1.500 kroner, et bidrag til Offerfonden på 1.000 kroner og et klip i kørekortet. Ifølge politiet ligger bøderne allerede i bilisternes e-Boks.
”De penge havde da været meget sjovere at bruge på julegaver,” lyder det fra politiet.
Nærberedskabet understreger samtidig, at selv få sekunders uopmærksomhed kan få alvorlige konsekvenser. Et blik på telefonen kan betyde, at en bilist overser en cyklist, en fodgænger eller en bil, der bremser foran.
Politiet opfordrer derfor bilisterne til at lægge mobilen væk under kørslen og lade beskeder og opkald vente.