Von Quar satte tempo på Gisseløre

Von Quar gik på Festivalscenen fredag aften, og bandet lagde ud på en ganske særlig måde.

Von Quar satte tempo på Gisseløre
Der var både fællessang, farver og masser af energi, da Von Quar fredag aften indtog Festivalscenen på Kalundborg Rock’er. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der var både fællessang, farver og masser af energi, da Von Quar fredag aften indtog Festivalscenen på Kalundborg Rock’er.

Von Quar gik på Festivalscenen fredag aften kl. 18.45, og bandet lagde ud på en ganske særlig måde. Sammen med publikum sang de nationalsangen, inden tempoet blev skruet gevaldigt op.

Det farverige band havde fra begyndelsen godt fat i publikum, som sang med på et væld af bandets sange.

Von Quar kalder selv deres musik for dansksproget hooligan-rock. Inspirationen kommer blandt andet fra energien og fællesskabsfølelsen ved store sports- og stadionbegivenheder, mens musikken trækker på elementer fra rock, punk og rave. På scenen er Von Quar et stort ensemble med blandt andet en hel blæsersektion, og netop den energiske liveoptræden er blevet et af bandets kendetegn.

Frontfigur Mikkel Øster har selv en fortid på fodboldtribunerne, hvor han har været både indpisker og trommeslager, og den energi har han taget med ind i Von Quars musikalske univers.

Fredag aften på Gisseløre blev publikum da heller ikke overladt meget tid til at stå stille. Fra scenen fortalte bandet, at de – ligesom mange blandt publikum – glædede sig til Suspekt, der skulle spille senere på aftenen.

Men først skulle der synges med på Von Quars egne sange.

Og det gjorde publikum.

Del