Viskinge Børnehus er ved at være klar til de første beboere
Viskinge børnehus er ved at blive istandsat, så de første ukrainske flygtninge kan flytte ind.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Tidligere på året kom det frem, at Viskinge Børnehus skulle lægge mursten til op til 50 ukrainske flygtninge.
Der blev holdt et borgermøde, men beslutningen om at huse flygtningene lå fast.
Danmark har forpligtet sig til at tage imod ukrainske flygtninge, og opgaven med at indkvartere dem ligger hos kommunerne.
Derfor er det en bunden opgave for kommunerne at finde plads til flygtningene.
En større renovering af Viskinge Børnehus er derfor i gang, og Mustapha Badr fra Social- og Beskæftigelsesudvalget fortæller, at man blandt andet har måttet installere nye toiletter.
"Tidligere var her børnehus, så vi skulle lave det om, så det passer til voksne mennesker," fortæller Mustapha Badr.
Han fortæller også, at de første ukrainere skal flytte ind før sommerferien, men det bliver et begrænset antal mennesker.
"Vi regner med, at de fleste flytter ind efter sommerferien," siger han.
Det bliver ældre ukrainske flygtninge, der kommer til Viskinge.