Vinder fundet i idékonkurrencen for unge – “Design et mødested”

Vinderen af idékonkurrencen for unge, “Design et mødested”, er fundet. Hovedpræmien på 10.000 kr. går til forslaget med kendenavnet ”MHC03”, og vinderen får direkte besked.

Vinder fundet i idékonkurrencen for unge – “Design et mødested”
En skitse af vinderforslaget "Design et mødested. Foto/skitse Mette Huniche Christensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Valget blev truffet efter en grundig proces, hvor unge fra Kalundborg vurderede de indkomne forslag ud fra både æstetik, funktion og stedets karakter. Det vindende bidrag er indsendt af Mette Huniche Christensen, der studerer på Arkitektskolen, og har gået på Kalundborg Gymnasium.

I tirsdags havde en del af styregruppen bag By & Byliv-gruppen – Birgitte Kofod Møller fra Kalundborg Kommune, Mette O. Vogel fra Natteravnene og Pernille Hartmann Labusz fra Novonesis møde med det nyetablerede ungeråd. Efter et besøg på stedet, hvor dette mødested skal bygges, fik de unge god tid til at sætte sig ind i kriterierne og forslagene. Herefter blev processen faciliteret gennem tre spørge- og diskussionsrunder, hvor de blev bedt om at forholde sig til forslagene og tankerne der var beskrevet ud fra forskellige perspektiver.

"Generelt var de unge meget tiltrukket af organiske former, samspil med planter og natur samt en udstrakt brug af træ, som blev opfattet som mere hyggeligt, varmt og af højere kvalitet end stål. De lagde også vægt på siddepladser i gode samtalegrupper, gerne med borde og mobile møbler, samt mulighed for strøm og wi-fi til telefoner: og lektiecomputere,” fortæller Birgitte Kofod Møller, der arbejder som landskabsarkitekt ved Kalundborg Kommune, om de unges proces.

Vinderforslaget

Mette O. Vogel fra Natteravnene forstår godt, at vinderforslaget faldt i alles smag. En pavillon med et organisk formet tag, hvis udhæng omslutter et eksisterende træ på pladsen, sider af trælameller og glas samt siddegrupper både inde og ude.

“Det var tydeligt, at det talte til mange af de unge, og opfyldte mange af de behov, de beskrev samtidig med, at det faktisk kan passe ind i den tiltænkte lokation. Forslaget blev særligt fremhævet, fordi flere unge pegede på det, som deres favorit, i alle tre vurderingskategorier,” forklarer Mette O. Vogel, og Pernille Hartmann Labusz fortsætter:

“Det har været helt overvældende, så mange forslag, der er kommet ind til konkurrencen. Og det er gode forslag alle sammen, hvor det er tydeligt, at de unge har gjort sig umage! Der blev fra styregruppens side lagt stor vægt på, at det ikke er en egentlig tegnekonkurrence, men en idékonkurrence, hvilket åbnede op for, at langt flere kunne se sig selv i den. Vi giver derfor præmier til flere af de unge, som kom med rigtig gode ideer. Ideer, der var særligt populære enten blandt de unge, i styregruppen By & Byliv, Politiet, SSP og Plan & Byg, eller ved den offentlige udstilling, hvor det også var muligt at stemme. Det var alle steder de samme ideer, der blev fremhævet. Alle, der har indsendt forslag, som får præmier, får direkte besked.”

Næste skridt

På tirsdag vil det vindende forslag blive vurderet af Novonesis’ lærlinge og deres leder, Anders Jensen, i et møde med henblik på de nødvendige tilretninger, der skal gøre det muligt at bygge løsningen. Herefter skal forslaget beregnes for blandt andet snetryk, vindtryk og konstruktion. Slutteligt vil forslaget blive tegnes og sendes til SSP, Politiet, Plan & Byg af kommunen samt – naturligvis – styregruppen og byggeteamet med de unge, der er interesserede i byggeriet.

Styregruppen understreger samtidig, at ingen af forslagene vil blive realiseret én‑til‑én, men skal bruges som vigtig inspiration til det, der skal bygges. Alle øvrige forslag vil desuden blive opbevaret og fungere som idébank i kommende byudviklingsprojekter.

Senere vil de unges ønsker til byen samt flere af de præmierede forslag også blive offentliggjort. 

Del