Ukrudtsbrændere udløser rekordmange brande

Selv om sommeren har fået en våd begyndelse, peger vejrudsigterne på, at de kommende måneder bliver varmere end normalt.

Ukrudtsbrændere udløser rekordmange brande
Med udsigt til en varm sommer opfordres haveejere til at være ekstra forsigtige med ukrudtsbrændere og grill. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix Pro.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Med udsigt til en varm sommer opfordres haveejere til at være ekstra forsigtige med ukrudtsbrændere og grill.

Selv om sommeren har fået en våd begyndelse, peger vejrudsigterne på, at de kommende måneder bliver varmere end normalt. Det får GF Vestsjælland til at opfordre haveejere til at være ekstra opmærksomme, når de bruger ukrudtsbrænder eller tænder grillen.

Hvert år rykker brandvæsnet ud til hundredvis af havebrande, og mange af dem kunne ifølge forsikringsselskabet være undgået.

Rekordmange brande med ukrudtsbrændere

Ifølge tal fra Beredskabsstyrelsen var ukrudtsbrændere alene årsag til 456 brande i 2025. Det er en stigning på 26 procent på fem år.

"I løbet af de seneste måneder har vi set alle typer sommervejr fra kraftige regnbyger til fænomenalt solskinsvejr. Det understreger, at man skal være forberedt på lidt af hvert, når man skal nyde den danske sommer, og det betyder i særlig grad, at man skal tage sine forholdsregler, før man kombinerer sommerhyggen med åben ild og ukrudtsbrændere. Der skal heldigvis meget lidt til for at undgå en havebrand, men det kræver, at man tager sine forholdsregler," siger Charlotte Wiik, afdelingschef for GF Vestsjælland.

Vent med ukrudtsbrænderen

Advarslen er særligt relevant for de mere end 160.000 indbyggere i Vest- og Sydsjælland, som bor i parcel-, række- eller dobbelthuse med have.

Ifølge GF Vestsjælland kan risikoen for brand mindskes ved blandt andet at holde åben ild væk fra hække og bygninger, aldrig efterlade gløder uden opsyn og vente med at bruge ukrudtsbrænderen til efter en regnvejrsdag.

"Vi er mange haveejere, som kender til den kriblende følelse, når solen skinner og grillen lokker på terrassen. Det skal vi selvfølgelig stadig kunne gøre alt det, vi vil. Man bør blot notere sig et par simple huskeregler som for eksempel at undlade åben ild tæt på hække og bygninger, som let kan brænde. Og så bør man aldrig efterlade glødet og eventuelt vente med ukrudtsbrænderen til efter en regnvejrsdag, så græsset ikke er knastørt," siger Charlotte Wiik.

Ifølge GF Vestsjælland er der desuden mange tilfælde, hvor haveejere selv når at slukke en mindre brand, inden brandvæsnet bliver tilkaldt.

Del