Uhyggen indtog Solskinspladsen – og fortsætter lørdag

Hekse, monstre og zombier var en del af programmet, da Vores Kalundborg fredag inviterede til halloween på Solskinspladsen.

Uhyggen indtog Solskinspladsen – og fortsætter lørdag
Lørdag fortsætter aktiviteterne med blandt andet græskarudskæring og selfies ved et gravkammer. Fotos: Thomas Gosch.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hekse, monstre og zombier var en del af programmet, da Vores Kalundborg fredag inviterede til halloween på Solskinspladsen. Lørdag fortsætter aktiviteterne med blandt andet græskarudskæring og selfies ved et gravkammer.

Der var lagt op til en uhyggelig eftermiddag på Solskinspladsen fredag, hvor halloween blev markeret med ansigtsmaling, græskar og skumfiduser over bål.

FDF Røsnæs stod klar til at hjælpe med græskarudskæringen og med at riste skumfiduser, mens hekse, monstre, zombier og uhyggelige lyde satte stemningen. Meny havde doneret 100 græskar til aktiviteterne.

På pladsen kunne man også forevige halloweenbesøget ved en rustvogn fra Britts Begravelser. Med sig havde begravelsesforretningen en særlig kiste udsmykket med orange og sort halloweenfolie.

Britt Mergaard Hansen fra Britts Begravelser var også forbi Solskinspladsen med sin rustvogn og en uhyggelig halloweenkiste. Foto: Thomas Gosch

Også Møllebakketrappen var klædt på til anledningen. Den ene side var uhyggeligt pyntet, mens græskar prydede den anden

"Der har været mere end 350 igennem vores uhyggelige telte, og der er blevet skåret over 50 græskar," fortæller en glad Marie Thiersen, citykoordinator for Vores Kalundborg, og fortsætter, "selfiekameraet og skumfiduserne har også været en stor succes."

.

Mere uhygge lørdag

Nåede man ikke forbi fredag, er der stadig mulighed for at være med lørdag klokken 11–14. Her fortsætter ansigtsmalingen, græskarudskæringen og muligheden for at riste skumfiduser på Solskinspladsen.

Lørdag bliver rustvognen afløst af et gravkammer, som Marie Thiersen indretter i et telt. Her kan man få taget en selfie, og den første er gratis.

Alle er velkomne til aktiviteterne på Solskinspladsen.

Del