Åbent hus hos nærpolitiet
Fredag eftermiddag bød nærpolitiet i Kalundborg på en omgang kaffe og snak med borgerne.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Efter politireformen i 2007 har Kalundborg Politistation fungeret som lokalstation med begrænsede åbningstider. Det blev der lavet om på den 1. oktober, hvor Kalundborg Politistation igen fik sit eget udkørende beredskab døgnet rundt.
Betjentene fik fast base på stationen i midtbyen, hvor nærpoliti og beredskab blev samlet for at komme tættere på borgerne.
Det markerede Kalundborg Nærpoliti med et uformelt åbent hus-arrangement ved politistationen fredag eftermiddag, hvor man også kunne få en kop kaffe fra Costa Kalundborg.
Her var en lang række tidligere og nuværende betjente mødt op, ligesom topledelsen inden for politikredsen havde trukket i uniformerne og var klar til at tage en snak med de mange fremmødte borgere. Der var også mulighed for at se nærmere på noget af det materiel, politiet benytter sig af.
Børnene sad på forsædet i politibilerne, en motorcykel stod fremme, og en af politiets fartmålere var opstillet på pladsen.
"For en gangs skyld er det rart at blive blitzet," spøgte borgmester Martin Damm, da han holdt en kort tale, hvori han takkede for det gode samarbejde med politiet og også for, at man havde fået en døgnbemandet politistation tilbage i Kalundborg.
"Der var mange reformer i 00'erne, og da man besluttede at flytte døgnbemandingen væk fra Kalundborg, var det som at få hugget en flig af. Nu er I tilbage, og det giver en følelse af tryghed," sagde han blandt andet.

Fra venstre er det politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi Andreas Langsted, lokalbetjent Per Hansen og borgmester Martin Damm. Foto: Charlotte Koefoed
Politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi Andreas Langsted var også glad for, at man igen var til stede i Kalundborg.
"Det er et ønske, vi har haft længe, og nu er det en realitet. Jeg håber, I vil bruge dagen på at få en snak med os og se nærmere på noget af vores udstyr," sagde han.
Har allerede givet pote
Politikommissær ved Midt- og Vestsjællands Politi og stationsleder i Kalundborg Anders Birch var også til stede fredag, og han kunne fortælle, at den øgede tilstedeværelse allerede havde givet pote.
"Når vi kører ud fra Kalundborg i stedet for Holbæk, betyder det, at vi er tættere på lokalområdet, og vores betjente har et utrolig godt kendskab til kommunen. Vi har flere kræfter at trække på, og det betyder, at vi har lidt mere overskud i hverdagen til at løse nogle af de helt lokale opgaver," forklarer han.
Et eksempel er dugfriskt. En gruppe unge på løbehjul skabte uro og utryghed ved Høng Centret, og her kunne man flere dage i træk sende patruljer til Høng og sende et klart signal om, at den type adfærd ikke er acceptabel.
"Vi fik også en god snak med forældrene om at holde øje med, hvad deres børn foretager sig," siger Anders Birch.
Han peger på, at det giver mere pondus, når man er til stede hver dag året rundt.
"Vi fylder ganske enkelt lidt mere, og vi kommer lidt tættere på borgerne," sagde han, mens pladsen ved politistationen blev fyldt op af nysgerrige.
Der er nu mere end 20 medarbejdere i nærberedskabet på stationen foruden administrationen og efterforskerne.