Uenighed om Kalundborg Havns regnskab

Kalundborg Havn leverer et overskud på knap 16 mio. kr. i årsrapporten for 2025, samtidig med at både aktivitetsniveau og egenkapital er steget. Alligevel har rapporten skabt politisk uenighed i kommunalbestyrelsen.

Uenighed om Kalundborg Havns regnskab
Havnens regnskab har skabt politisk uenighed i kommunalbestyrelsen. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Havn leverer et overskud på knap 16 mio. kr. i årsrapporten for 2025, samtidig med at både aktivitetsniveau og egenkapital er steget. Alligevel har rapporten skabt politisk uenighed i kommunalbestyrelsen.

Ifølge formand for havnens bestyrelse, Kristian Kallenbach (V), viser regnskabet en positiv udvikling: ”Kalundborg Havn har løftet sin egenkapital til 360 mio. kr. mod 343,8 mio. kr. i 2024, mens soliditetsgraden udgør 67 pct. mod 65 pct. i 2024. De rensede tal viser, at havnen har haft en nettoomsætning på 55,4 mio. kr. med en fremgang i godsmængden på 21 pct. Salg af anlægsaktiviteter og andre driftsaktiver giver havnen en fremgang på 11 pct., og indtægter for 66 mio. kr."

Grund til at stille spørgsmål til regnskab

Et flertal i kommunalbestyrelsen valgte at godkende årsrapporten. Dog stemte Liberal Alliance samt løsgænger Marie Hansen imod. Ifølge Helle Laursen Petersen, gruppeformand LA Kalundborg, er der nemlig grund til at stille spørgsmål ved regnskabsmetoden. Partiet vil nu undersøge sagen nærmere med hjælp fra eksterne eksperter. Hun peger på, at der muligvis ikke er tilstrækkelig adskillelse mellem kapitalindtægter og driftsindtægter i regnskabet. Ydermere oplyser Helle Laursen Petersen, at partiet har fået flere borgerhenvendelser om netop regnskabet, og derfor reagerer på det.

"Vi reagerer, fordi vi modtager en stigende mængde henvendelser fra borgere, der giver anledning til bekymring. Når der samtidig kommer en så markant reaktion fra bestyrelsesformanden på havnen, er det naturligt, at vi ser nærmere på forholdene. Det er vigtigt at understrege, at vi gør det arbejde, vi er valgt til – nemlig at føre tilsyn og sikre gennemsigtighed. Det er ikke noget, vi hverken kan eller vil undskylde. Hvis det viser sig, at der ikke er problemer med regnskaberne eller med armslængdeprincippet mellem kommune og havn, så er det naturligvis positivt, og så kan sagen afsluttes på et oplyst grundlag. Men hvis der er forhold, der ikke er, som de bør være, så er det vores ansvar at få ryddet op. Det her handler ikke om personer. Det handler om at få klarhed over nogle forhold, som flere borgere har rejst spørgsmål ved," siger Helle Laursen Petersen.

Afviser anklager

Kristian Kallenbach afviser nemlig kritikken og mener ikke, der er hold i anklagerne.

”Det fremgår meget tydeligt af regnskaberne, at der ikke er noget at undersøge, og det handler om måden at gøre det på. LA har ikke forstået forskellen på havneloven og årsregnskabet, og de beskylder nogle for at fifle med tallene, det er ikke i orden. De kan stille alle de spørgsmål, de vil, men de har også fået svar. De fik svar på deres spørgsmål efter økonomiudvalgsmødet. Man tænker derfor, hvad pokker formålet er,” siger han, og fortsætter: ”Det er utilstedeligt og en uordentlig måde at føre politik på i mine øjne. De har forsøgt med en sag, der ikke er noget i. Det kan ikke have mange andre formål end at skabe mistillid, og det er ikke i orden.”

Del