Uafgjort mod tophold

I sæsonens sidste hjemmekamp tog Raklev imod Taastrup, der indtager rækkens førsteplads og inden opgøret endnu var ubesejret i rækken.

Uafgjort mod tophold
Raklev spillede lørdag formiddag 1-1 mod Sjællandseriens tophold fra Taastrup. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch, thomas@tv-kalundborg.dk

Kampens første halvleg bølgede frem og tilbage. Ingen af holdene fik for alvor overtaget, men Raklev havde et par gode muligheder for at bringe holdet foran. Det var derfor også fortjent, at hjemmeholdet kom foran kort før pausen efter et rigtig flot angreb.

”Angrebet startede hos dagens anfører, Simon Müller, der fandt Alexander Andersen foran eget felt. Alexander tog bolden flot ned med brystet, satte to modspillere af og sendte Emil Søborg afsted på venstrekanten. Søborg fandt Marcus Stoltenberg, der løb i dybden og sendte bolden i mål til 1-0,” fortæller Nihat Carkaci, assistenttræner for Raklev.

I anden halvleg fortsatte kampbilledet fra første halvleg. Holdene skiftedes til at have gode perioder, men kampen igennem var det Raklev, der skabte de største chancer. Med en halv time tilbage blev Raklev ramt af et gult kort og skulle derfor spille 10 minutter i undertal. Kort efter viste Marcus Stoltenberg dog stor opmærksomhed, da han løb en clearing op. Taastrups forsvarsspiller trak i nødbremsen som sidste mand, hvilket resulterede i et direkte rødt kort.

Mens Raklev misbrugte den ene store chance efter den anden, forsøgte Taastrup at sætte sig mere på spillet. Det lykkedes dem ikke for alvor at få overtaget, men de fik alligevel udlignet på et langskud. I den resterende del af kampen lykkedes det ikke nogen af holdene at score yderligere, og opgøret endte derfor 1-1.

”Når man tager i betragtning, at vi nærmest ikke gav én eneste stor chance væk mod rækkens mest scorende hold, samtidig med at vi selv skabte fire-fem chancer, der burde have givet mål, er det selvfølgelig ærgerligt at stå tilbage med ét point,” siger Nihat Carkaci. Han fortsætter, ”Når det er sagt, kan vi godt være tilfredse med den indsats, vi leverede mod en dygtig modstander. Vi viste, at vi kan matche rækkens tophold, og med lidt større skarphed foran mål skulle resultatet også have været et andet.”

Kampens målscorer

1-0: Marcus Stoltenberg (41’)

1-1: Kasper Larsen (78’)

Man of the match for Raklev blev Mikkel Møller

Raklev har én kamp tilbage, inden de kan gå på pause. Den spilles på udebane mod Slagelse, som ligesom Taastrup allerede har sikret sig en plads i top 2 og dermed adgang til forårets oprykningsspil.

Del