Læserbrev: Når unge skal vælge mellem medicin og mad, hvad koster det så den unge og samfundet?

Når unge skal vælge mellem medicin og mad, hvad koster det så den unge og samfundet?

Forestil dig, at du er 19 år, under uddannelse og forsøger at skabe dig en fremtid. Du har måske ADHD, epilepsi, diabetes eller en anden kronisk sygdom, som kræver medicinsk behandling. Du vil gerne passe din uddannelse, møde til tiden, koncentrere dig, gennemføre dine eksamener og på sigt blive en del af arbejdsmarkedet.

Men hver måned skal økonomien hænge sammen. Der skal betales husleje, el, transport, mad, studiematerialer og alle de andre udgifter, der følger med at være ung og under uddannelse. Og så kommer medicinen oveni.

Hvad gør man, når pengene ikke rækker til det hele?

For nogle unge kan konsekvensen være, at de udsætter afhentningen af deres medicin, forsøger at spare på den eller helt undlader at købe den. Det er en problemstilling, vi er nødt til at tage alvorligt.

Jeg kender udfordringerne fra virkeligheden

Jeg har arbejdet som social- og sundhedsassistent i 26 år, men min erfaring begrænser sig bestemt ikke til ældreplejen og sundhedsvæsenet.

Jeg har blandt andet arbejdet på en skole og et behandlingssted for børn og unge i alderen 6 til 18 år. Her arbejdede jeg med børn og unge med mange forskellige diagnoser og udfordringer, blandt andet ADHD, autisme, angst, sociale og adfærdsmæssige vanskeligheder samt andre psykiske og udviklingsmæssige problemstillinger.

Jeg har derfor oplevet på nært hold, hvor meget de rette rammer, støtte, forståelse og behandling kan betyde for et barns eller et ungt menneskes mulighed for at fungere i hverdagen. Jeg har også set, hvor store udfordringer der kan opstå, når et barn eller en ung ikke får den nødvendige hjælp. Det kan påvirke undervisningen, koncentrationen, relationerne til andre mennesker og ikke mindst troen på egne evner.

Derfor er det her ikke bare en politisk sag for mig. Det er også en problemstilling, jeg har praktisk og faglig erfaring med.

Jeg ved, at børn og unge med diagnoser ikke er ens. Det, der hjælper den ene, hjælper ikke nødvendigvis den anden. Men jeg ved også, at den rette indsats kan gøre en verden til forskel.

ADHD er ikke noget, man bare kan tage sig sammen fra

Lad os tage ADHD som eksempel. For nogle unge med ADHD er medicinen en vigtig del af behandlingen og kan være afgørende for deres mulighed for at skabe struktur, fastholde koncentrationen og håndtere hverdagens krav.

Hvis en ung, der har god effekt af sin medicin, stopper behandlingen på grund af økonomien, kan symptomerne vende tilbage eller blive mere belastende. Det kan betyde vanskeligheder med at koncentrere sig i undervisningen, planlægge opgaver, huske aftaler, møde stabilt og gennemføre en almindelig skoledag. Er den unge i praktik eller under en erhvervsuddannelse, kan det også påvirke arbejdsvilkårene. Forestil dig en ung lærling, som kæmper med koncentrationen, overblikket og planlægningen af arbejdsopgaver, fordi vedkommende ikke har råd til den ordinerede medicin.

Det kan påvirke både trivsel, læring og evnen til at leve op til kravene på praktikpladsen. Og det handler ikke om manglende vilje! Det handler om, at en sygdom kan give nogle udfordringer, som den rette behandling er med til at mindske.

Medicin er naturligvis ikke den eneste løsning ved ADHD. Støtte, struktur, forståelse og de rette rammer er også vigtige. Men økonomien bør ikke være årsagen til, at en ung må undvære en behandling, der virker.

Hvad med de unge med andre kroniske sygdomme?

Problemstillingen stopper ikke ved ADHD. Unge med epilepsi kan have brug for regelmæssig medicin for at forebygge anfald. Manglende behandling kan medføre alvorlige konsekvenser.

Unge med diabetes kan være afhængige af livsvigtig medicin, og utilstrækkelig behandling kan føre til både akutte og langsigtede komplikationer.

###REKLAME2##3

Andre unge lever med kroniske smerter, psykiske lidelser eller sygdomme, der kræver kontinuerlig behandling.

Der er naturligvis forskel på sygdommene og på konsekvenserne af at undvære medicin. Men fælles er, at manglende adgang til nødvendig behandling kan gøre det vanskeligere at gennemføre en uddannelse.

Hvad koster medicinen egentlig?

Når vi taler om unge under uddannelse og medicinudgifter, synes jeg, at vi skal have nogle konkrete tal på bordet.

Eksempelvis kan 30 depottabletter Concerta til ADHD koste omkring 656-856 kr. afhængigt af styrken.

Ved epilepsi kan 100 tabletter Levetiracetam koste omkring 163 kr. for et billigere præparat, mens mærkevarepræparatet Keppra i samme styrke og pakningsstørrelse kan koste omkring 1.298 kr.

Ved diabetes koster en pakning NovoRapid Penfill-insulin med fem ampuller omkring 236 kr.

Det er eksempler på pakningspriser før eventuelle medicintilskud, og en pakning svarer ikke nødvendigvis til en måneds behandling. Men vi skal huske, at det langt fra er alle unge, der kan nøjes med én type medicin.

Nogle unge har flere diagnoser eller sygdomme samtidig og har derfor behov for flere forskellige typer medicin hver eneste dag.

Det kan eksempelvis være en ung med ADHD, som samtidig behandles for angst eller en anden psykisk lidelse. Eller en ung med epilepsi, hvor det er nødvendigt at kombinere flere præparater for at opnå tilstrækkelig anfaldskontrol.

Når der skal købes flere forskellige præparater, kan den samlede medicinregning hurtigt vokse, og selv med offentlige tilskud kan egenbetalingen være en betydelig belastning for en ung på SU eller elevløn.

Vi skal også være opmærksomme på, at ikke al medicin nødvendigvis er omfattet af de samme tilskudsregler. Forestil dig derfor en ung, som ikke bare skal finde penge til én slags medicin, men måske to, tre eller flere forskellige præparater.

Samtidig skal der være penge til husleje, mad, transport og alt det andet, som hører til en almindelig hverdag.

Jo flere nødvendige præparater, desto større kan den samlede økonomiske belastning blive. Og jo strammere økonomien er, desto sværere kan det være at få det hele til at hænge sammen.

Der findes heldigvis medicintilskud og billigere alternativer. Men det ændrer ikke ved, at egenbetalingen for nogle unge kan være en reel økonomisk udfordring. Og så er der en anden vigtig problemstilling, som vi ikke må overse.

Ikke alle patienter tåler nødvendigvis det billigste præparat.

Selvom to præparater indeholder det samme virksomme stof, kan der være forskelle i eksempelvis hjælpestoffer og frigivelse, som hos enkelte patienter kan have betydning for bivirkninger eller behandlingens virkning. For nogle kan det derfor være nødvendigt at anvende et bestemt præparat efter lægens vurdering. Så hvad hjælper det, at der findes en billigere udgave, hvis den unge ikke kan tåle den eller ikke opnår tilstrækkelig behandlingseffekt?

Netop derfor skal vi undersøge, hvor de eksisterende tilskudsordninger ikke rækker, og hvordan vi kan tage højde for de unge, der har et lægefagligt begrundet behov for en dyrere behandling.

For det er ikke kun prisen på medicinen, vi skal interessere os for. Det er også prisen for den unge og for samfundet, hvis nødvendig behandling bliver fravalgt af økonomiske årsager.

Derfor mener jeg, at vi skal se på økonomien i et større perspektiv.

Hvad koster det samfundet, hvis en ung må afbryde sin uddannelse, fordi sygdommen ikke er tilstrækkeligt behandlet?

Hvad koster det i ekstra støtteforanstaltninger, længere uddannelsesforløb, sygefravær, behandling og måske senere offentlig forsørgelse? Og hvad betyder det for den unge selv at opleve et nederlag, som måske kunne have været forebygget?

Vi skal selvfølgelig have konkrete beregninger på bordet. Det er ikke dokumenteret, at en sådan ordning automatisk vil være selvfinansierende. Men når vi diskuterer udgiften til medicintilskud, bør vi også undersøge de mulige omkostninger ved ikke at hjælpe.

Forebyggelse koster penge. Men manglende forebyggelse kan også blive dyrt, både menneskeligt og økonomisk.

Fra politisk arbejde til hensigtserklæring

Jeg har arbejdet politisk med unge og kroniske sygdomme, siden jeg blev valgt ind i Vordingborg Kommunalbestyrelse, hvor jeg sad i Børn-, Unge- og Familieudvalget. Det er altså ikke en problemstilling, jeg først er begyndt at interessere mig for i dag, men jeg har taget den med videre til Kalundborg Kommune, hvor jeg har arbejdet for en ordning, der kan hjælpe unge under uddannelse med udgifterne til nødvendig, lægeordineret medicin.

Det glæder mig, at problemstillingen nu er kommet med som en hensigtserklæring i budgetarbejdet. Men en hensigtserklæring er ikke det samme som en færdig ordning.

Nu skal vi undersøge, hvordan hjælpen konkret kan indrettes, hvem der skal være omfattet, hvad den vil koste, og hvordan den kan spille sammen med de eksisterende medicintilskud.

For der findes allerede offentlige tilskudsordninger, og det skal vi selvfølgelig tage højde for. Målet må være at finde de unge, som fortsat står med en økonomisk belastning, der kan få betydning for deres behandling og uddannelse.

Uddannelse skal handle om muligheder 

Vi taler ofte om, hvor vigtigt det er, at vores unge får en uddannelse, bliver selvforsørgende og kommer godt ind på arbejdsmarkedet. Men så er vi også nødt til at se på de barrierer, der kan stå i vejen.

En ung med en kronisk sygdom skal selvfølgelig tage ansvar for sin uddannelse og sit liv, præcis som alle andre. Men vi må samtidig erkende, at nogle unge har ekstra udfordringer, som de ikke selv har valgt.

Jeg ønsker ikke særbehandling for særbehandlingens skyld. Jeg ønsker, at vi undersøger, hvordan vi kan give unge med kroniske sygdomme bedre muligheder for at gennemføre deres uddannelse på rimelige vilkår.

Og jeg vil hellere være med til at undersøge, hvordan vi hjælper en ung godt gennem uddannelsen, end først at reagere, når vedkommende er faldet ud af den.

Marie Hansen, løsgænger i Kalundborg Kommunalbestyrelse, medlem af Ældre- og Sundhedsudvalget