I Gørlev er folk vilde med de gode gamle tryksager

I Gørlev Turistforening er man glade for trykte brochure og kataloger - og turisterne elsker dem. 

I Gørlev er folk vilde med de gode gamle tryksager
Helge Carlsson fra Gørlev Turistforening fortæller, at turisterne meget gerne vil have kort og trykte publikationer - også om ting, der foregår andre steder i Danmark. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Gørlev Turistforenings kontor ligger lige ved siden af Bytorvet i Gørlev, hvor der sommeren igennem afholdes otte torvedage med musik, boder, loppestande, ristning af sorte sild, friskstegte frikadeller og kold fadøl.

Turistkontoret holder åbent, når der er torvedage, men har også åbent på hverdage, og her kommer turisterne for at spørge om, hvad man kan opleve i området.

"Der er rigtig mange, der efterspørger cykel- og vandrekort, og dem har vi stadig masser af. Både helt lokale ruter, men også kort over hele området. Folk vil rigtig gerne have nogle fysiske kort og brochurer, de kan tage med sig hjem og studere," forklarer Helge Carlsson og Anne-Marie Brangstrup fra Gørlev Turistforening.

Tissøringen

De har en hel væg med lokale brochurer, men også en lang række kataloger fra hele Danmark.

"Vi henviser mange til lokale steder, som Fugledegaard, og når vi fortæller om Tissøringen, bliver mange overraskede, for de kender ikke historien om den fantastiske guldring, som blev fundet i 1977," fortæller Helge Carlsson.

Ringen, som man kan se på Fugledegaard, er en kopi. Da den blev lavet, fortalte guldsmedene, at den var utrolig svær at fremstille.

"Den er nemlig ret speciel, for de guldtråde, den er fremstillet af, er tynde i begge ender, men tykke på midten, og det er svært at lave," fortæller Helge Carlsson.

Den blev i øvrigt stjålet under et udlån til Moesgaard Museum i 1994, men blev fundet igen og er nu udstillet på Nationalmuseet.

Den originale Tissøring vejer 1,8 kilo og er fremstillet omkring år 950 e.Kr.

Den sidste torvedag er lørdag den 8. august, hvor Smeden og Mazzen kommer og spiller. Torvedagen arrangeres af Gørlev Erhverv.

Del