Tre sigtet for spiritus- og narkokørsel i weekenden

Midt- og Vestsjællands Politi sigtede i løbet af weekenden tre mænd for henholdsvis spiritus- og narkokørsel.

Tre sigtet for spiritus- og narkokørsel i weekenden
Modelfotos.

Af TV-Kalundborg.dk kontakt@tv-kalundborg.dk

Midt- og Vestsjællands Politi sigtede i løbet af weekenden tre mænd for henholdsvis spiritus- og narkokørsel. Den ene væltede på knallert og måtte køres på sygehuset.

Kort efter midnat natten til søndag blev en 18-årig mand fra Haslev standset, da han kom kørende i nordlig retning ad Mullerupvej.

Manden blev sigtet for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve. Sagen bliver afgjort, når politiet har modtaget resultatet af prøven.

Sigtet for narkokørsel i Kalundborg

Søndag morgen kort før kl. 8 blev en 19-årig mand sigtet for narkokørsel på Fasanvej i Kalundborg.

Han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, som skal bruges i den videre behandling af sagen.

Væltede på knallert

Søndag kort før kl. 18 ringede en 37-årig kvinde til alarmcentralen, efter at en mand på knallert var væltet og lå stille på jorden på Eskebjergvej.

En patrulje kørte til stedet, hvor betjentene konstaterede, at manden lugtede kraftigt af alkohol. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel.

Da manden havde slået sig ved ulykken, blev han kørt på sygehuset til kontrol. Han fik desuden udtaget en blodprøve til sagen.

Del