Tre på stribe for Raklev

Raklev tog den tredje sejr i træk - endnu en gang på udebane - i en kamp, hvor der var en verden til forskel på første og anden halvleg.

Tre på stribe for Raklev
Raklev vandt lørdag formiddag i Ballerup deres tredje kamp i træk. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Efter den afbrudte kamp mod Roskilde i sidste uge skulle Raklev endnu en gang en tur på udebane. Denne gang gik turen til BSF, som spiller hjemme i Ballerup på en flot og velholdt stadionbane.

Kampen startede lige, men lidt efter lidt fik BSF overtaget og satte sig på spillet.

Raklevs assistenttræner Nihat Carkaci refererer fra kampen:

”Meget ukarakteristisk for vores start på sæsonen var alt, hvad vi foretog os, usammenhængende. Vi kom for sent i presset, spillede uden ro og tålmodighed, når vi endelig fik bolden, og oveni det manglede der både intensitet og vilje i vores udtryk.”

”Vi gav dog ikke de store chancer væk, og den ene store mulighed, BSF fik ved 0-0, tog den debuterende Valdemar Kondrup i målet flot af.”

BSF fik bragt sig foran 1-0 lidt senere i en situation, hvor Raklev i flere omgange ikke fik tacklet eller clearet bolden. Et langskud blev rettet uheldigt af og røg i en høj og blød bue over en chanceløs Valdemar Kondrup.

Nede 1-0 ved pausen. En helt ny situation for et hold, der ellers har redet på en bølge i lang tid.

I pausen blev der talt med usædvanligt store bogstaver, men drengene blev samtidig mindet om, at det stadig blot stod 1-0, og at der var mange ting, de kunne skrue på.

En helt anden 2. halvleg

Pausen blev brugt på to indskiftninger. Ind kom Jeppe Søholm og Jonathan Kondrup – og det skulle vise sig at være en rigtig god idé.

Kort inde i anden halvleg fik Jonathan Kondrup bolden i højre side. Et indlæg endte på stolpen, og på opsamlingen var Jeppe Søholm klar med udligningen. En god start på anden halvleg blev dermed heldigvis udmøntet i en tidlig scoring.

Nihat Carkaci refererer videre:

”Herefter kom vi bedre og bedre med. Vi fik god kontrol på bolden, samtidig med at vi var langt bedre i duellerne end i første halvleg.”

”Cirka 20 minutter før tid kom vi også foran, da indskiftede Lucas Kjærgaard fik bolden midt på banen og spillede den ud til Jeppe Søholm, der efter et skarpt træk ind i banen sparkede den knaldhårdt og fladt i det nærmeste målhjørne.”

”Efter at vi kom foran, stod der Raklev på resten af kampen, og BSF havde svært ved at presse på. Det blev kun sværere for dem, da de med cirka 13 minutter tilbage fik et gult kort og dermed skulle spille i undertal i 10 minutter.”

I overtalsperioden spillede Raklev med ro og fik punkteret kampen med scoringen til 3-1. Unge Marius Maul vendte flot af på sin modstander, inden han med en perfekt bold fandt Jeppe Søholm. Jeppe lod bolden hoppe et par gange, inden han flot sparkede den ind bag en chanceløs keeper i BSF-målet.

Virkelig flot sejr til det unge Raklev-hold, der i dagens kamp havde fem spillere i startopstillingen, som på papiret stadig kan spille U19-fodbold.

”Kæmpe respekt til hele holdet for at hive sig selv op efter en, mildest talt, elendig første halvleg og levere en helt anden indsats efter pausen.”

”Kampens spiller blev Jeppe Søholm med langt de fleste stemmer efter et imponerende hattrick på bare én halvleg. Stort tillykke til Jeppe – og et ekstra stort tillykke til blot 16-årige Valdemar Kondrup med seniordebuten i Raklev-målet,” slutter Nihat Carkaci.

 Kampens målscorer:

1-0: Oscar Wael (14’)

1-1: Jeppe Søholm (49’)

1-2: Jeppe Søholm (75’)

1-3: Jeppe Søholm (80’)

Raklevs Man of the match blev Jeppe Søholm

Raklevs næste kamp er hjemme, lørdag 12. september, hvor Dianalund kommer på besøg. Den udskudte Roskilde-kamp, som blev afbrudt på grund af vejret, planlægges som en midtugekamp i slutningen af september.

 

Del