Tre millioner kroner til voksen- og efteruddannelsen i Region Sjælland
Fem uddannelsesinstitutioner går sammen om at styrke voksen- og efteruddannelsen i Region Sjælland. Med tre millioner kroner i støtte skal et nyt projekt skabe bedre uddannelsesforløb og gøre det lettere for virksomheder og voksne at finde de rette tilbud.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Fem uddannelsesinstitutioner i den nordlige del af Region Sjælland går sammen om
at udvikle nye muligheder for voksen- og efteruddannelse.
Med en bevilling på tre millioner kroner fra Region Sjælland skal institutionerne styrke samarbejdet på tværs af uddannelserne og gøre det lettere for virksomheder og voksne at finde relevante
efteruddannelsestilbud.
Deltagelsen i voksen- og efteruddannelse er faldende, samtidig med at arbejdsmarkedets
behov for kompetencer udvikler sig, og uddannelseslandskabet står over for store forandringer frem mod 2030.
I Holbæk, Roskilde og Køge er den samlede aktivitet inden for voksen- og efteruddannelse
faldet fra omkring 2.020 årselever i 2020 til 1.321 i 2024. Det svarer til et fald på næsten
35 procent.
VEU er projektets navn
Den udvikling vil fem uddannelsesinstitutioner nu forsøge at vende gennem et fælles udviklingsprojekt. Projektet har fået titlen VEU i det nye uddannelseslandskab og gennemføres i samarbejde mellem Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG), HF og VUC Roskilde-Køge, Roskilde Handelsskole, Roskilde Tekniske Skole og Køge Handelsskole.
Projektet er et strategisk samarbejde om voksen- efteruddannelsesindsatsen, med udvikling af voksenundervisningen, undervisningsforløb samt materialer og med fokus på opkvalificering af arbejdsstyrken.
Region Sjælland har bevilget tre millioner kroner til projektet, der løber fra 1. januar 2027 til 31.
december 2029. NEG er projektleder.
Voksenuddannelser skal spille bedre sammen
I dag er voksen- og efteruddannelsesområdet i høj grad opdelt mellem almene uddannelsestilbud, fx dansk, matematik og ordblindeundervisning (AVU, OBU og FVU), og erhvervsrettede kurser (AMU), der giver medarbejdere konkrete faglige kompetencer.
De forskellige uddannelsesområder har hver deres traditioner, målgrupper og måder at samarbejde med virksomheder på. Med projektet vil de fem institutioner undersøge, hvordan de kan bruge hinandens viden og kompetencer til at skabe mere sammenhængende uddannelsestilbud.
"Vi har hver især mange gode uddannelsestilbud, men vi kan blive bedre til at tænke dem sammen. En medarbejder kan fx have brug for både et fagligt kursus og at styrke sine læse- eller regnefærdigheder. Hvis vi bliver bedre til at samarbejde på tværs, kan vi skabe forløb, der i højere grad tager udgangspunkt i den enkelte medarbejders og virksomhedens behov," siger Anja Daugaard Jensen, projektleder.
Nye uddannelsesforløb skal afprøves i praksis
En central del af projektet bliver at udvikle og afprøve seks til otte uddannelsesforløb, hvor almene og erhvervsrettede kompetencer tænkes sammen.
Det kan fx være et AMU-kursus, der kombineres med undervisning i læsning, skrivning eller matematik, så medarbejderne både udvikler deres faglige kompetencer og får bedre forudsætninger for at anvende dem i arbejdet.
Det kan også være undervisningsforløb, hvor basale færdigheder kobles til konkrete arbejdsopgaver inden for fx dokumentation, kvalitet, sikkerhed eller IT.
De nye forløb skal udvikles i fællesskab og afprøves med kursister, så erfaringerne kan bruges til at forbedre uddannelsestilbuddene.
Virksomheder skal kende mulighederne bedre
Projektet skal også styrke den opsøgende indsats over for virksomheder og arbejdsmarkedet.
De fem institutioner vil blandt andet arbejde med at dele erfaringer om virksomhedskontakt
og blive bedre til at vejlede om hinandens uddannelsestilbud.
Målet er, at flere virksomheder og medarbejdere får øje på mulighederne for efteruddannelse, også når behovet går på tværs af forskellige uddannelsesområder.
"Det skal være lettere for virksomhederne at finde frem til den efteruddannelse, der passer til deres medarbejderes behov. Og så ved vi, at nogle voksne kan være tilbageholdende med at begynde på uddannelse. Derfor skal vi også blive bedre til at skabe forløb, hvor det er overskueligt og meningsfuldt at deltage," siger Anja Daugaard Jensen, projektleder.
Erfaringerne skal bruges i fremtidens uddannelseslandskab
Projektet gennemføres i en periode, hvor det danske uddannelsessystem står over for væsentlige ændringer. Med den politiske aftale om et nyt uddannelses- og institutionslandskab er der lagt op til en tættere sammenhæng mellem almene og erhvervsrettede voksenuddannelsestilbud frem mod 2030. Derfor skal projektet ikke kun føre til konkrete uddannelsesforløb, men også skabe viden om, hvordan institutionerne bedst samarbejder på tværs.
Undervejs vil partnerne samle erfaringer om, hvad der fungerer, hvilke udfordringer der opstår, og hvordan samarbejdet kan udvikles fremover. Erfaringerne skal kunne bruges både af de deltagende institutioner og i det videre regionale arbejde med voksen- og efteruddannelse.
Fakta om projektet
Projektnavn: VEU i det nye uddannelseslandskab
Bevilling: Tre millioner kroner fra Region Sjælland
Projektperiode: 1. januar 2027 til 31. december 2029
Projektleder: Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG)
Projektpartnere:
- HF og VUC Roskilde-Køge
-Roskilde Handelsskole
- Roskilde Tekniske Skole
- Køge Handelsskole
Geografisk område: Region Sjælland med fokus på Kalundborg, Odsherred, Holbæk,
Lejre, Roskilde, Solrød, Greve og Køge kommuner.
Projektets hovedaktiviteter: Erfaringsudveksling mellem institutionerne, udvikling af
uddannelsesforløb, styrket virksomhedskontakt, afprøvning af nye forløb samt opsamling
og formidling af erfaringer.
Forkortelser for uddannelser:
- AMU: Arbejdsmarkedsuddannelser
-AVU: Almen voksenuddannelse
- FVU: Forberedende voksenuddannelse
- OBU: Ordblinde undervisning