Dyrere strøm midt på dagen – men udsigt til billig weekend

Efter måneder, hvor stor produktion fra solceller har presset elpriserne ned i middagstimerne, har efteråret ændret billedet.

Dyrere strøm midt på dagen – men udsigt til billig weekend
Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Elprisen i middagstimerne er steget markant i oktober. Til gengæld kan forbrugerne i Kalundborg og resten af landet se frem til billigere strøm i weekenden, hvis prognoserne holder.

Det er blevet dyrere at sætte vaskemaskinen i gang eller lade elbilen midt på dagen. Efter måneder, hvor stor produktion fra solceller har presset elpriserne ned i middagstimerne, har efteråret ændret billedet.

I Østdanmark, som Kalundborg hører til, er den gennemsnitlige rene elpris mellem klokken 12 og 15 steget fra 0,46 kroner pr. kWh i september til 0,83 kroner i de første 22 dage af oktober. Det svarer til en stigning på 82 procent, oplyser Norlys.

I Vestdanmark er stigningen i samme tidsrum på 92 procent.

Mindre sol og større efterspørgsel

Ifølge Norlys skyldes udviklingen blandt andet faldende solproduktion, højere gaspriser og et stigende elforbrug i de mørke måneder.

“Solfesten er slut for denne omgang. Det er helt normalt, at solproduktionen falder, når vi går ind i efteråret, og at det normalt gør middagstimerne dyrere. Men i år er ændringen særligt tydelig, fordi vi også for alvor oplever, at de høje gaspriser som følge af situationen omkring Hormuz-strædet slår igennem på elprisen. Samtidig tager elforbruget helt generelt et nøk op, når vi går ind i de mørke måneder, hvilket selvfølgelig også øger efterspørgslen,” siger Ellen Trolle, direktør i Norlys’ energiforretning.

Middagstimerne har dog indtil videre fortsat været billigst i oktober. Ifølge Norlys har den gennemsnitlige rene elpris mellem klokken 12 og 15 ligget omkring 24 øre pr. kWh under prisen mellem klokken 2 og 5 om natten.

Blæsevejr kan give billig weekendstrøm

Selvom elpriserne er steget, er der udsigt til et prisdyk i weekenden den 24. og 25. oktober.

Ifølge prognoser fra energiselskabet OK bliver strømmen især billig om natten. Natten til søndag ventes en elpris et godt stykke under 30 øre pr. kWh inklusive moms. De lave priser ventes at gælde i både Øst- og Vestdanmark.

“Som det ser ud lige nu, bliver det en billig weekend for elkunderne. Så har man en elbil, der skal lades op, eller en bunke vasketøj, der trænger til at blive klaret, er weekenden et rigtig godt tidspunkt at gøre det, især hvis man kan time det til nattetimerne, hvor tarifferne også er lavest,” siger Troels Skipper, kommerciel chef i energiselskabet OK.

Forklaringen er ifølge selskabet, at vinden tager til.

“Det er især vinden, der sender elpriserne i bund i weekenden. Det kommer til at blæse godt i store dele af Vesteuropa, så både vindmøllerne herhjemme, i Tyskland og Benelux-landene kommer til at producere masser af billig strøm, og det kommer også danske elkunder til gavn,” siger Troels Skipper.

Hold øje med den samlede pris

Den rene elpris er kun en del af elregningen. Hertil kommer blandt andet moms, afgifter, transportomkostninger og eventuelle tillæg og abonnementer til elselskabet.

I oktober er elnetselskaberne overgået til vintertariffer. Det gør det dyrere at få transporteret strømmen i de timer, hvor belastningen af elnettet er størst.

“Vi nærmer os det tidspunkt på året, hvor de billigste timer igen flytter tilbage til natten – og samtidig varierer nettarifferne nu mere i løbet af dagen. Så vil man som forbruger udnytte de billigste timer af døgnet, er det ret vigtigt at holde et vågent øje med elpriserne, for man kan ikke længere tage for givet, at middagstimerne er de billigste,” siger Ellen Trolle.

Del