Tre guidede ture går i J.Th. Lundbyes fodspor
Kunst, natur og lokale fortællinger er på programmet, når Lundbyekomitéen i Kalundborg i august og september inviterer på tre guidede ture i guldaldermaleren Johan Thomas Lundbyes fodspor.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kunst, natur og lokale fortællinger er på programmet, når Lundbyekomitéen i Kalundborg i august og september inviterer på tre guidede ture i guldaldermaleren Johan Thomas Lundbyes fodspor. Turene går til Røsnæs, Asnæs og Kalundborg by.
Johan Thomas Lundbye fandt inspiration flere steder i Kalundborgområdet, og over tre lørdage får deltagerne mulighed for at besøge en række af de steder, hvor guldaldermaleren opholdt sig, tegnede og malede.
Den første tur finder sted lørdag den 22. august og tager deltagerne med rundt på Røsnæs. Turen udgår fra Røsnæs Kultur- og Forsamlingshus i Ulstrup, som huser en stor reproduktion af et af Lundbyes mest dramatiske billeder fra det vilde og uvejsomme Refsnæs, som halvøen hed på hans tid.
Op- og nedture på Røsnæs
På turen besøges fire steder på Røsnæs, hvor Lundbye blev inspireret af naturens ro og storladenhed. Mødet med den lokale almuekultur levede dog ikke helt op til hans forventninger.
Turguide og forfatter Jens Balslev har derfor givet turen titlen “Johan Thomas Lundbye - op- og nedture på Røsnæs.”
Lundbye på Asnæs
Lørdag den 5. september går turen til Asnæs. Her besøges fem af de steder på halvøen, hvor Lundbye har opholdt sig, tegnet og malet.
Undervejs bliver der mulighed for at sammenligne Lundbyes tegninger og malerier med de landskaber, man kan opleve i dag, ligesom deltagerne får fortællinger om kunstnerens liv og kunst. Kunsthistoriker Annette Bach Møller er guide på turen.
Fra Klostertorvet til den gamle højby
Den tredje og sidste tur finder sted lørdag den 19. september og foregår i Kalundborg by. Her er billedkunstner Maja Lisa Engelhardt guide.
Turen begynder ved hendes bronzeskulptur af Lundbye ved Klostertorvet og fortsætter derfra til den gamle højby. Undervejs besøger deltagerne blandt andet Kalundborg Museums udstilling af nyerhvervede Lundbyebilleder med lokale motiver.
Turen afsluttes i den nyrestaurerede kirkelade ved Vor Frue Kirke, hvor Maja Lisa Engelhardt fortæller om sit store bronzerelief “Kornmark”.
Praktiske oplysninger om de tre ture findes på Lundbyekunstfestivalens hjemmeside.