Tørfluefiskeri efter hornfisk ved Vollerup Strand
Gratis fiskedag byder på tips, kasteundervisning og jagt på hornfisk i overfladen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune og Fishing Zealand inviterer søndag den 24. maj til en dag med tørfluefiskeri efter hornfisk ved Vollerup Strand.
Arrangementet finder sted fra klokken 10 til 15.30, hvor deltagerne kan prøve kræfter med en anderledes form for kystfiskeri sammen med guiderne Mark Vagn Hansen og Niels Lagergaard Pedersen.
Ifølge arrangørerne har Mark Vagn Hansen gennem flere år fisket hornfisk på tørflue og udviklet sin egen version af et gammelt fluemønster, som han kalder ”Rød Rackelhane”.
"Det er spændende og sjovt at se næbbene stikke ud af vandet, når hornfiskene jager fluen i overfladen," lyder det fra arrangørerne.
Deltagerne får flue med hjem
Alle deltagere får et eksemplar af fluen udleveret på dagen, hvor der også bliver mulighed for at få hjælp til fluefiskeri på kysten.
Der vil blandt andet være vejledning i valg og tilpasning af fluegrej samt mulighed for lidt kasteundervisning. Arrangørerne anbefaler, at deltagerne medbringer flydende flueline, monofile forfang og tynde forfangsspidser.
Ifølge Mark Vagn Hansen er det ikke kun hornfiskene, der bider på tørfluen.
"Faktisk fanger han hvert år en del havørreder på tørfluen i løbet af sommeren," oplyser arrangørerne.
Gratis deltagelse – men tilmelding er nødvendig
Der er plads til 25 deltagere, og det er gratis at være med. Tilmelding sker ved at sende en mail til niels@fishingzealand.dk
Dagen starter med bålkaffe klokken 10, og deltagerne opfordres til selv at medbringe en kaffekop.
Mødestedet er parkeringspladsen for enden af Vollerup Stranden i Kalundborg, men arrangørerne oplyser, at stedet kan blive ændret, hvis vind og vejr gør fiskeri ved Vollerup umuligt.
Læs mere hos Fishing Zealand