To lokale procesoperatører vandt DM i Skills

Sissel fra Gørlev og Silas fra Kalundborg har vundet DM i Skills 2026 for procesoperatører. Lørdag blev de hyldet ved afslutningsceremonien i Hjørring.

To lokale procesoperatører vandt DM i Skills
Sissel Kaae Larsen og Silas Reichenbach Geisler blev Danmarks bedste procesoperatører til DM i Skills i weekenden. . Foto: Industriens Uddannelser

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Omkring 300 unge deltagere har over tre dage konkurreret om at blive den allerbedste indenfor deres fag, og lørdag kulminerede dette års DM i Skills med kåringen af danmarksmestrene på 48 erhvervsuddannelser. 

Her kunne Sissel Kaae Larsen og Silas Reichenbach Geisler tage imod titlen som Danmarks bedste procesoperatører. Sissel og Silas er begge i lære hos Novo Nordisk i Kalundborg og går på Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

"Det er fuldstændig sindssygt, at vi har vundet. Vi havde ikke troet det, men vi er så stolte af vores arbejde," fortalte de glade vindere.

Formand for SkillsDenmark hyldede vinderne

Ved afslutningsceremonien deltog blandt andet Søren Heisel, formand for SkillsDenmark og forbundssekretær i 3F, med en hilsen til vinderne.

"Der har været mange børn og unge forbi DM i Skills, og for dem er det jer, der er ambassadørerne, og jer de ser op til - husk det. Det er jer, der er stjernerne. Det giver en kæmpe respekt for håndværksfagene. Det er der ingen andre end jer, der kan gøre," lød det fra Søren Heisel, som overrakte medaljer til vinderne sammen med borgmester for Hjørring Søren Smalbro.

Danmarks største uddannelsesevent

DM i Skills, Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser, holdes en gang årligt. Med omkring 300 deltagere fra 48 fag og op mod 50.000 besøgende er det Danmarks største uddannelsesevent.

Næste DM i Skills bliver i 2027 i Vejle. Dansk Industri og 3F Industri står bag konkurrencen for procesoperatører.

Del