To kommunalbestyrelsesmedlemmer fik Ridderkorset

Onsdagens kommunalbestyrelsesmøde i Kalundborg begyndte noget anderledes end ellers. Der blev nemlig uddelt en helt særlig hæder til to af medlemmerne. 

To kommunalbestyrelsesmedlemmer fik Ridderkorset
Gitte Johansen og Jakob Beck Jensen har begge fået tildelt kongehusets Dannebrogsordenens Ridderkors. De er begge medlem af Venstre. Foto: Thomas Gosch

Video: Thomas Gosch

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune mødes som regel en gang om måneden for at gennemgå punkterne på dagsordenen.

Det gjorde den også onsdag den 28. oktober. Men inden mødet gik i gang med dagsordenen, havde borgmester Martin Damm en særlig meddelelse til to af kommunalbestyrelsens medlemmer.

Det drejede sig om Jakob Beck Jensen og Gitte Johansen, begge fra Venstre, som begge har været medlemmer af kommunalbestyrelsen i 16 år.

De er nemlig blevet indstillet til -og har fået tildelt Dannebrogordenens Ridderkors.

Når man er blevet valgt til en kommunalbestyrelse for femte gang, kan man indstilles til Ridderkorset, og det er tilfældet for de to kommunalpolitikere.

Derfor kunne Martin Damm indlede mødet med at overrække Jakob Beck Jensen og Gitte Johansen deres fornemme ordener og holde en tale for dem.

25 år i lokalpolitik

Først gennemgik Martin Damm Jakob Beck Jensens historie i kommunalpolitikken, som begyndte i 2001, da han blev valgt ind i Hvidebæk Kommune. Efter kommunesammenlægningen fortsatte han i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune.

Jakob Beck Jensen har haft poster i Teknik- og Miljøudvalget, Børn-, Skole- og Familieudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget. Han har desuden været bestyrelsesformand for Kalundborg Havn. Senest har han været formand for Teknik- og Miljøudvalget i otte år, en post, han fortsat bestrider.

Herudover har Jakob Beck Jensen været formand for Udvalget for de Kommunale Havne, Det Grønne Dialogforum og Trafik- og Kørselsudvalget. I 2025 blev han desuden valgt som formand for Den Lokale Grønne Trepart – Hovedvandopland 2.1 Kalundborg.

I den nuværende valgperiode er Jakob Beck Jensen fortsat formand for de nævnte udvalg. Derudover er han valgt som formand for Landdistriktsudvalget og medlem af Børn- og Familieudvalget.

"Jakob Beck Jensen har i alle årene været glad for at sidde i kommunalbestyrelsen. Særligt Teknik-, Natur- og Miljøudvalget er et område, som han interesserer sig meget for, og et område, der fylder meget i en kommune som Kalundborg, med mange møder og et utal af punkter på  udvalgsdagsordenen. Jakob Beck Jensen har i alle årene været meget stabil og engageret og har varetaget hvervet i kommunalbestyrelsen og udvalgene til stor tilfredshed. Ud over det lokalpolitiske virke har Jakob Beck Jensen gennem en årrække været aktiv i det lokale foreningsliv i Ubby/Jerslev, blandt andet med formandsposter i lokalråd og idrætsforeninger," sagde Martin Damm blandt andet i sin tale.

Til halbal med Susie og Leo

Jakob Beck Jensen takkede for hæderen og fremhævede først og fremmest de borgere, der gennem årene har stemt på ham.

"Det er faktisk lidt sjovt, for i år er det 25 år siden, at jeg blev opfordret til at stille op i politik. Det var til et halbal med Susie og Leo. Det var dog en tilfældighed, at det var til koncerten med Susie og Leo, men ikke en tilfældighed, at jeg var i hallen. Der har jeg brugt mange timer," sagde Jakob Beck Jensen.

Jakob Beck Jensen fik Dannebrogordenens Ridderkors overrakt af borgmester Martin Damm. Foto: Thomas Gosch

Han kom også ind på værdien af at stå fast, selv når politiske beslutninger møder modstand.

"Det gælder for eksempel Munkesøhusene, vejen på Herredsåsen og udbygningen af havnen. Og så er jeg begejstret over, at vi er med til at bevise, at udviklingen på Sjælland ikke kun foregår i København," sagde han blandt andet.

Han havde også en særlig kommentar til borgmester Martin Damm.

"Jeg har aldrig taget dig i en regnefejl gennem alle de år, vi har arbejdet sammen, men her har du regnet et år forkert. Jeg fik et ekstra år i forbindelse med kommunesammenlægningen, så jeg har faktisk siddet 17 år i kommunalbestyrelsen i Kalundborg," sagde han.

Valgt ind på Lokallisten

Gitte Johansens far var i flere år borgmester i Høng for Lokallisten. Det var ham, der i sin tid fik Gitte Johansen til at stille op for Lokallisten Kalundborg i 2009, fordi partiet manglede nye kræfter.

"Jeg stod et stykke nede på listen, men kom ind som den eneste. Det var et stort chok, og jeg ringede hjem til min far, som gav mig det råd, at jeg ikke skulle tage posten i Børn- og Familieudvalget. Men det er netop det område, der står mit hjerte nærmest," sagde Gitte Johansen i sin takketale.

Hun understregede også, at når man går ind i politik, er hele familien involveret, og at det ikke kan lade sig gøre uden familiens opbakning.

Gitte Johansen blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Kalundborg med virkning fra den 1. januar 2010. Hun har dermed været medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune i 16 år og er fortsat medlem.

Gitte Johansen modtog til kommunalbestyrelsesmødet onsdag den 28. oktober Dannebrogordenens Ridderkors. Foto: Thomas Gosch

I valgperioderne fra 2010 til 2017 var Gitte Johansen formand for Børn- og Familieudvalget. I de to efterfølgende valgperioder, fra 2018 til 2025, var hun formand for Socialudvalget.

I den nuværende valgperiode er Gitte Johansen medlem af Økonomiudvalget, Børn- og Familieudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.

"Gitte Johansen har i alle årene været glad for at sidde i kommunalbestyrelsen. Særligt det sociale område har interesseret hende meget. Hun har alle årene været meget stabil og engageret og har varetaget hvervet i kommunalbestyrelsen og udvalgene til stor tilfredshed," sagde Martin Damm blandt andet.

De to kommunalbestyrelsesmedlemmer er indstillet af kommunalbestyrelsen. 

Del