Kalundborgs største ladeplads er på vej

Der bliver flere og flere elbiler på de danske veje, som har behov for at bliver opladet. Det behov imødekommer Føtex med fire nye hurtigladere. Det bliver hermed den største offentlig tilgængelige ladeplads i Kalundborg.

Kalundborgs største ladeplads er på vej
Jacob Mortensen, varehuschef i Føtex Kalundborg, får om et par uger den største offentlig tilgængelige ladeplads i Kalundborg med otte hurtigladerere og fire normalladere. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Lige nu er en minigraver i gang med at gøre plads til opsætningen af fire hurtigladestandere fra Clever på Føtex’ parkeringsplads ud mod Bredgade.

De skulle gerne være klar til brug om et par uger.

”Når de fire hurtigladere er klar, bliver det Kalundborgs største offentligt tilgængelige ladeplads. Vi har lige nu fire hurtigladere og fire normalladere, og med de fire nye hurtigladere kommer vi op på otte hurtigladere ud over de fire normalladere, vi har i forvejen,” forklarer varehuschef Jacob Mortensen.

Salling Group har et samarbejde med Clever om at øge antallet af ladestandere, og det er også Clever, der står for ladestanderne ved Føtex.

”Vi oplever, at behovet er ret stort. Vores ladere bliver brugt hele tiden, så der er et stort pres på de offentlige ladestandere, især fra folk, der bor i lejlighed og måske ikke har mulighed for at få deres egen ladestander,” fortæller Jacob Mortensen.

Der går som sagt et par uger, før anlægget er klar til brug.

Del