To bonderøve, der driver en forretning

Serien følger deres hverdag med fokus på både de personlige og professionelle sider af livet som købmand.

To bonderøve, der driver en forretning
Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen fra MENY i Kalundborg er aktuelle i en ny programserie på TV2 ØST. Foto: Meny Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen fra MENY i Kalundborg er aktuelle i en ny programserie på TV2 ØST, der giver et indblik i livet som både købmand og menneske.

De to købmænd, Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen, som ejer Meny i Kalundborg, medvirker i øjeblikket i programserien “Købmand og kærlighed” på TV2 Øst

Serien følger deres hverdag med fokus på både de personlige og professionelle sider af livet som købmand.

“Med serien ønskede vi vel at give et ærligt og nærværende indblik i livet som lokal købmand – og samtidig fortælle en historie om relationer, engagement og det at være en del af et lokalsamfund,” fortæller Peter Egebæk.

Kærlighed, ansvar og hverdagsliv bag disken

Programmet viser livet bag disken, hvor både relationer, drift, ansvar og personlige op- og nedture er en del af hverdagen.

“Vi er helt overvældet af, hvor mange positive kommentarer, vi har fået for programmet. Man er jo lidt nervøs for, om folk vil synes, at det er for meget. Men vi er jo bare to bonderøve, der driver vores forretning med hjertet,” siger Michael Skovgaard Rasmussen.

Peter Egebæk peger samtidig på, at det at se sig selv udefra giver nye perspektiver:

“Det, der er sjovt ved udsendelsen er jo, at man selv oplever, hvordan andre opfatter en, og det giver nok nogle aha-oplevelser, man kan bruge konstruktivt også,” siger han.

Stolthed over Kalundborg og lokal succes

De to købmænd fremhæver også stoltheden over både butikken og lokalsamfundet.

“Vi er stolte over at sætte Kalundborg på landkortet. Vi er den største Meny i Danmark målt på omsætning, og vi blev også kåret som årets butik. Men alt det, kan vi takke vores kunder for. Vores succes er skabt af dem,” siger Michael Skovgaard Rasmussen.

Peter Egebæk supplerer: “Uden dem, var vi intet. Det, vi har skabt, det driver en til endnu mere, og man får mere energi, når det går godt. Vi er glade og stolte over Kalundborg, af vores kunder og det vi har skabt.”

Fra idé til miniserie på TV2 ØST

Idéen til programmet opstod, efter TV2 ØST havde besøgt de to købmænd flere gange i andre forbindelser.

“De filmede alle mulige situationer herude i september og oktober, og klippede det sammen til en mini serie i tre afsnit af 20 min.,” siger Michael Skovgaard Rasmussen.

“Den første blev sendt i går, og de næste kommer i aften og mandag/tirsdag i de kommende uger, da afsnittene er delt over til ca. 10 minutter,” supplerer Peter Egebæk.

Alle afsnit kan ses på TV2 Øst Play.

Del