Tina Thrysøe flytter caféen til nye lokaler
Flytningen betyder ikke, at Tina Thrysøe lukker sin virksomhed. Caféen fortsætter under navnet Fra Chilli Til Safran.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Tina Thrysøe lukker onsdag den 30. september sin café på Dyrehøj Vingaard. Allerede fredag den 2. oktober åbner hun Fra Chilli Til Safran i Kalundborg Golfklub.
Flytningen betyder ikke, at Tina Thrysøe lukker sin virksomhed. Caféen fortsætter under navnet Fra Chilli Til Safran, og gæster kan stadig komme forbi og spise frokost. Man behøver ikke være medlem af golfklubben for at besøge caféen.
I oktober er den foreløbige åbningstid klokken 11-16. Der kommer senere mere information om caféens åbningstider.
Der vil fortsat være mulighed for at bestille mad ud af huset og booke caféen til møder og fester. I lokalerne i golfklubben er der plads til højst 60 personer.
”Jeg glæder mig til at åbne i nye omgivelser, men ellers er konceptet det samme. Mad ud af huset, møder og fest samt almindelig café,” fortæller Tina Thrysøe.