Henrik har solgt hårde hvidevarer i 40 år
Som 18-årig kom Henrik Jonassen fra Høng i lære hos Kosan Gas i Slagelse. Her solgte han hårde hvidevarer - og det gør han stadig.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Et utal af køleskabe, vaskemaskiner, frysere, tørretumblere, brødristere, støvsugere, elkedler og meget andet er gennem årene blevet solgt til glade kunder af Henrik Jonassen.
Helt nøjagtigt er det 1. oktober 40 år siden, at den dengang 18-årige Henrik Jonassen fra Høng kom i lære hos Kosan Gas i Slagelse.
"Vi havde to biler, der kørte med gas, men også en butik, hvor vi solgte hårde hvidevarer. Jeg var i lære i to år, og så kom jeg over til Nutidens Hushjælp, som var en del af Serviceringen. Der var jeg i seks år, før jeg kom videre til Skousen i Slagelse," forklarer Henrik Jonassen.
Efter halvandet år kom han hjem til Høng, hvor han har boet i stort set hele sit liv, og fik arbejde hos Eiland, der også drev butikken ElKøb. Den blev senere til Punkt 1.
"Her var jeg i 15 år og rykkede også med til Gørlev, da vi fik butik der. Nu er butikken ejet af Steen Jensen og Jesper Petersen fra Punkt 1 på Stejlhøj, og de har nu været mine arbejdsgivere i 13 år," fortæller Henrik Jonassen.
For tre år siden fik butikken helt nye lokaler, men på samme matrikel, da den nye Rema 1000 i Gørlev blev bygget.
Det har givet travlhed, for kunderne er loyale, og Punkt 1 har mange faste kunder, der kommer igen og igen.
"Vi ligger også meget fint her, og folk kommer langvejsfra for at købe deres hvidevarer hos os. Og vi har jo også telefoner, fjernsyn og andet elektronik," siger Henrik Jonassen.
Han har dog altid haft med hårde hvidevarer at gøre, og her er der sket en stor udvikling.
"Da jeg startede, kostede en almindelig vaskemaskine måske 7.000 kroner. I dag er elektronik – og det er der kommet mere og mere af i maskinerne – meget billigere, og det betyder, at priserne faktisk er raslet ned med årene," siger Henrik Jonassen.

Henrik Jonassens mærkedag bliver fejret hos Punkt 1 i Gørlev fredag den 2. oktober. Foto: Charlotte Koefoed
Markedet er blevet mere avanceret, og der findes et væld af maskiner til at udføre alle typer opgaver.
"Når folk handler hos os, så ved de, at vi kan fortælle dem om den vare, de køber. Service er noget af det, vi gør meget ud af, og det ved kunderne. Og så prismatcher vi," siger Henrik Jonassen.
Mærkedagen bliver markeret i butikken i Gørlev med tre raske dage med vilde tilbud den 1., 2. og 3. oktober, mens der fredag den 2. oktober mellem klokken 12 og 16 bliver holdt reception i Punkt 1 i Gørlev, hvor man kan komme og hilse på Henrik og fejre hans mærkedag.