Tilbageholdte drenge løsladt igen

De fem drenge, der i går blev tilbageholdt af politiet i forbindelse med sprængning på Rynkevangsskolen, er nu løsladt. 

Tilbageholdte drenge løsladt igen
Politiet var hurtigt til stede på Rynkevangsskolen i går, da der kom en melding om eksplosion på sportspladsen. Foto: Thomas Gosch

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

To 14-årige og tre 15-årige drenge blev i går tilbageholdt af politiet i en sag om sprængning af en flaske med kemikalier på en boldbane ved Rynkevangskolen i Kalundborg.

De fem drenge er nu siget efter våbenloven, men alle er løsladt efter endt afhøring.

"Det billede, der på nuværende tidspunkt tegner sig, er, at drengene har gjort det her i et anfald af kedsomhed. Vi ser desværre fra tid til anden, at unge inspirerer hinanden til at lave den slags syre-bomber og det er bestemt ikke ufarligt. De kan blive fundet af andre børn, der kan få alvorlige skader, hvis de kommer i berøring med kemikalierne", siger politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.



Han kommer på baggrund af tirsdagens politiaktion med en klar opfordring til forældrene.

"Vores børn og unge mennesker bliver i større og større omfang udsat for mange forskellige impulser på internettet og på sociale medier. Meget af det er heldigvist harmløst, men der er også ting derude, som er ekstremt bekymrende. Derfor skal man interessere sig for, hvad det er, de ser på nettet, og hvilke fora, de er en del af", siger Thomas Tarpgaard.

Drengene blev i går afhørt under overværelse af både forældre og sociale myndigheder.

Midt- og Vestsjællands Politi fortsætter nu efterforskningen af sagen med henblik på at kunne vurdere, hvilke konsekvenser, som sagen skal have for de involverede drenge.

Del