Cirkusprinsessen i Svallerup
De færreste ved, at der bor en vaskeægte cirkusprinsesse i Svallerup. Men det gør der. Og nu har hun åbnet sit hjem for sommer-cirkus-workshop.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk'
Midt på græsplænen står et cirkustelt. Et lille et, bevares, men ikke desto mindre gemmer huset på Svallerup Bygade på en vaskeægte cirkusprinsesse.
Hun er opvokset i et cirkus, har turneret Norden rundt og boet i cirkusvogne. Hun har haft de smukkeste pailletkjoler på i manegen, mens store heste fulgte hendes klik med tungen. En ægte cirkusprinsesse med cirkusblod i årene og et helt liv fyldt med cirkus og eventyr.
Men nu har den 61-årige Suzanne Berdino fundet ro i den gamle skole i Svallerup, som hun købte sammen med sin mand for seks år siden.
Det var Suzanne Berdinos farfar, Arne Victor Olsen, der i sin tid stiftede Cirkus Arena.
"Min farfar var gøgler, men ville gerne have sit eget cirkus. Der er dog ikke meget glamour over navnet Olsen, så han fandt på efternavnet Berdino, fordi han kendte en abe, der hed Dino, og en stærk mand, der hed Bernardo. Det blev til Berdino. En krølle på historien er, at der allerede var en familie Berdino, så vi hedder egentlig Berdino-Olsen," forklarer Suzanne Berdino.

I det, der tidligere var tømrerværksted - og endnu længere tilbage, skole, har Suzanne Berdino indrettet sit helt eget cirkusunivers. Foto: Charlotte Koefoed
Cirkus Arena holder i dag til ved Slagelse, men turnerer stadig land og rige rundt. Indtil for 12-13 år siden var Suzanne Berdino også med.
"Min bror overtog Cirkus Arena som den ældste søn, og jeg havde lyst til at prøve noget andet. Så blev jeg kontaktet af en svensk instruktør, Lars Rudolfsson, og lavede sammen med ham en lang række forestillinger i Sverige. For eksempel spillede vi forestillingen Hjælp søges for fulde huse i Stockholm i syv måneder," fortæller Suzanne Berdino.
Siden da har karrieren budt på Cirkus Berdino, hvor Suzanne optræder på institutioner og skoler året igennem. Hun er blevet et veletableret navn i branchen.
Vil du prøve kræfter med cirkus?
Nu er der føjet endnu et kapitel til: Det Lille Cirkusunivers.
Det foregår i hjemmet i Svallerup, hvor teltet lige nu er sat op i haven. Frem til den 9. august tilbyder Suzanne Berdino børn og voksne en workshopoplevelse fra onsdag til søndag.

Man sidder aldrig med ryggen til manegen. Det betyder uheld, siger Suzanne Berdino. Foto: Charlotte Koefoed
Her er der både lidt cirkushistorie, forskellige cirkusdiscipliner og et show med hunde, canadiske minigrise og løbeænder. Dagen afsluttes med en forestilling i cirkusteltet i haven.
"Jeg har arbejdet med dyr hele mit liv, men jeg har altid haft det sådan, at hvis dyrene ikke har lyst, så dropper vi showet. De skal være med på legen, ellers dur det ikke," siger Suzanne Berdino.
Når man har indløst billet til Det Lille Cirkusunivers, bliver man mødt af Suzanne Berdino i døren til den gamle skole. Her er hun klædt i strutskørt og stribede strømper.
"Jeg befandt mig vanvittigt godt som cirkusprinsesse i de flotte kjoler, men jeg er også fuldstændig tilpas i den persona, jeg har i mit cirkusunivers. Jeg kan mærke, at børnene med det samme bliver trygge ved mig, og for mig er det en kæmpe glæde at se generte børn folde deres potentiale ud efter et par timers cirkustræning," siger Suzanne Berdino.
Hun er medlem af Gørlev Erhvervsforening, og det fællesskab har hun nydt godt af.
"Jeg meldte mig ind, selv om jeg ikke rigtig passer ind i nogen af de erhverv, der er repræsenteret, men det har givet mig et supergodt netværk og en stor tilknytning til området. Vi kendte ingen her i Svallerup, da vi faldt for huset," siger Suzanne Berdino.
Det er første gang, hun tilbyder cirkusworkshops i Svallerup.